23948sdkhjf

Efter rekord: BAM Danmark med kæmpe underskud

Hollandskejet entreprenør har minus på 318 mio. kr., men kæmpe kapitalindsprøjtning får egenkapitalen til at stige 

Opdateret torsdag den 6. juli kl. 09.24 med kort kommentar fra den adm. direktør i BAM Danmark.

Resultatet for 2022 står skrevet med mørkerød hos den hollandskejede entreprenør BAM Danmark. Et minus på 318 mio. kr. efter skat var status ved udgangen af regnskabsåret.

- Resultatet skyldes primært væsentlige nedskrivninger på værdien af ​​igangværende arbejder per 31. december 2022, lyder det forklarende i årsrapporten.

- Dette skyldes både individuelle forhold og en generel negativ markedsudvikling, fortsættes det.

Tabet får også stemplet "meget utilfredsstillende".

Da der blev gjort status over 2021, var det omvendt. Dengang viste bundlinjen et overskud på 14,2 mio. kr., og det havde aldrig været større i den hollandskejede entreprenørvirksomhed siden etableringen i Danmark i 2014.

Ved udgangen af 2022 var der 54 ansatte i BAM Danmark, én mindre end året forinden.

Et kapitalindskud på 450 mio. kr. i årets løb betyder imidlertid, at selskabets egenkapital voksede fra 22,8 mio. kr. ved udgangen af 2021 til 154 mio. kr., da 2022 blev afsluttet.

Udsigt til underskud

Om forholdene, siden bogen blev lukket på årets sidste dag i 2022, lyder det i årsrapporten, at "markedsforholdene, herunder inflation og forsyningskædeudfordringer, fortsat påvirker virksomheden."

"BAM Danmark er fuldt ud forpligtet til at levere sine projekter," understreges det også.

I år forventer ledelsen bedring i resultatet før skat i forhold til 2022, men forventningen er stadig røde tal.

Efter skæringsdatoen 2022-23 er der dog indtruffet ikke nærmere specificerede begivenheder, der har ført til yderligere nedskrivninger på igangværende arbejder, hvilket er årsag til selskabets forventninger til regnskabsåret 2023.

Moderselskabet, Koninklijke BAM Groep N.V., har udstedt et støttebrev, der bekræfter, at moderselskabet om nødvendigt vil støtte BAM Danmark A/S økonomisk indtil den 30. juni 2024.

BAM Danmarks adm. direktør, Fred de Jonge, der overtog chefposten fra Bo Johan Svendsen i april, har ikke ønsket at lade sig interviewe om det skuffende årsregnskab. I en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad skriver han:

- Jeg kan ikke dele nogen tanker om fremtiden for BAM Danmark, da vores første forpligtelse er at stabilisere vores organisation og vores løbende projekter.

BAM Danmark A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste -274,2 63,4
Resultat af primær drift -321,7 18,5
Resultat før skat -321,5 18,3
Årets resultat -318,7 14,2
Balancestatus 560,1 135,9
Egenkapital 154,1 22,9
Antal ansatte 54 55
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11