23948sdkhjf

Boligforening køber en bid af Randers’ nye fjordbydel

35-40 almene boliger er seneste projekt i den spirende bydel

Udviklingen af de første delområder i Flodbyen Randers, byudviklingen langs fjord og havneareal, har fuld fart på. Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S har således solgt et byggefelt til boligforeningen Møllevænget & Storgaarden, som administreres af RandersBolig.

Handlen drejer sig om et cirka 2.550 kvm areal ved Trangstræde og busterminalen i midtbyen af Randers, der hidtil har fungeret som parkeringsplads.

RandersBolig ønsker at opføre 35-40 almene lejeboliger til Møllevænget & Storgaarden - svarende til cirka 3.300 etagemeter. Skitseprojektet for etageboligerne skal nu indgå i et lokalplanforslag, der forventes igangsat af Randers Byråd i løbet af efteråret 2023.

Nu går det konkrete arbejde med planlægningen for byggeriet i gang i et tæt samarbejde med Randers Kommune, RandersBolig og arealudviklingsselskabet.

Det andet salg

Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S er et partnerskab mellem Randers Kommune og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme. Selskabet har til formål at realisere de første etaper i udviklingsplanen for Flodbyen, der over de næste mange år etableres på havne- og industriarealer ved fjorden. 

- Vi har haft en rigtig god dialog med RandersBolig, der har resulteret i en aftale om købet af det andet byggefelt i Flodbyen Randers på få måneder. Vi er meget glade for, at RandersBolig er en del af Flodbyen, så vi sikrer et mangfoldigt udbud af boligtyper, fortæller direktør for arealudviklingsselskabet og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Kirkelund Plaubor, i en pressemeddelelse.

- Vi har samtidig fortsat en god dialog med en række andre investorer om de resterende fire byggefelter i etape 1. Derudover er vi som bygherre i AP Ejendomme også godt i gang med udviklingen af vores egne aftalte projekter i etape 1, fortsætter han.

Aftalen med boligorganisation Møllevænget & Storgaarden er betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune og byrådets endelig vedtagelse af lokalplan, udmøntning af kommunal grundkapital samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplanforslaget forventes igangsat i efteråret 2023.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11