23948sdkhjf

Dansk hold slår international konkurrent med ”aarhusiansk Akropolis”

Vinderen af konkurrencen om at skabe fremtidens Musikhuspark i Aarhus er fundet

Schønherr, Habitats, Morten Stræde og Artelia skal designe parken ved Musikhuset i hjertet af Danmarks næststørste by.

Vinderprojektet har arbejdstitlen ’Aarhus Bypark’ og har fokus på grønne oplevelser og biodiversitet og har som vision at binde Rådhusparken, Musikhusparken og Aros Haverne sammen i én fælles fortælling. Det sker ved en stor cirkel, der samler parkens kulturinstitutioner i en arkitektonisk ramme for hele området.

- Den grundlæggende ide bag genfortolkningen af parken er at samle det ’aarhusianske Akropolis’ af kulturinstitutioner som i sammenhæng med Rådhusparken kan blive én samlet, grøn park på toppen af bakkeøen. Samtidigt indskrives kunstneren James Turells enorme kuppel, Skydome, (en del af kunstmuseet Aros' udvidelse, red.) som en naturlig del af helheden, siger Rikke Juul Gram, partner i Schønherr, i en pressemeddelelse.

Vinderholdet var i konkurrence med ét andet team bestående af Inside Outside (Holland), Sleth og EKJ Rådgivende Ingeniører med ideen “Byens Park”.

Naturen som medspiller

Parken giver også aarhusianerne et område, der bogstavelig talt summer af liv. Ambitionen med byparkens planteliv er at skabe natur af høj kvalitet, der udspringer af de landskaber, som findes i og omkring Aarhus. 

Naturen skal således fungere som medspiller, der tilpasses den varierende brug af området over sæsoner og året. Desuden vil man i tilblivelsen af parken genbruge eksisterende materialer for at skære i ressourceforbruget og binde fortid og nutid sammen.

- En væsentlig forudsætning for at løse opgaven har været at genbruge så meget som muligt af de materialer der allerede findes i parken i dag. Tilsvarende er nogen af de designmæssige rødder hentet og ’genbrugt’ fra landskabsarkitekten Sven Hansen som stod bag det eksisterende haveanlæg som i forslaget afvikles, fortæller Rasmus Stougaard, partner i Schønherr.

Fremtidens Musikhuspark bliver omdrejningspunkt for en lang række arrangementer og begivenheder hele året rundt. Der er således tænkt i store arealer, der både kan rumme tilskuere til koncerter og give albuerum og følelsen af frihed i hverdagen.

Parken forventes af være færdig samtidig med åbningen af The Next Level, Aros seneste udvidelse, i 2025.

Musikhuset Aarhus og Aarhus Kommune er bygherrer med økonomisk støtte fra Realdania.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079