23948sdkhjf

Trægrossist indtager nyt land i en nedgangstid

Den danske hårdttræsgrossist Global Timber har gjort sit svenske indtog. Torsdag har virksomheden slået dørene op til det nyetablerede kontor og lager i Värnamo syd for Jönköping, og salgsdirektør Søren Vinther forventer sig en hel del af det nyeste skud på stammen.

– Vi vil gerne over en femårig periode være en af landet store leverandører på det, vi laver, lyder ambitionen i det marked, virksomheden i en rum tid har haft på radaren.

– Vi har egentlig kigget på det de seneste to år, men så kom corona og så videre, så vi tænkte, at nu var der en mulighed for at gøre det, selvom vores marked er i et fald, siger Søren Vinther og sætter dermed ord på noget af det, det svenske og danske marked har tilfælles.

– Den svenske situation ligner meget den danske med en generel tilbagegang i byggeriet, forklarer salgsdirektøren, der ikke desto mindre ser god ræson i at rykke ind nu.

– Vi vil gerne investere i de her dårlige tider, så vi kan være helt klar, når markedet kommer op igen. Her kan vi komme ind og opbygge et fundament under et marked, vi endnu ikke er på, og vi kan gøre det, mens der er en vis ro, forklarer han.

Ikke helt ukendt

Global Timber, der har hovedkvarter i Århus, har desuden lagerfaciliteter i Tyskland, og nu udvider virksomheden altså mod nord, hvor det ikke kun er markedstilstanden, der ifølge salgsdirektøren ligner den danske.

– Det svenske marked ligner meget det danske i forhold til produkter og kvaliteter, fortæller han, om end der også er forskelle at få øje på.

– Konkurrencebilledet er præget af en håndfuld importører, der sælger både træ og plader, og der adskiller vi os ved udelukkende at have fokus på træ, hvilket der er få, der har, så vi tror og håber, at der er plads til os i markedet, siger Søren Vinther.

Sverige er da heller ikke helt ukendt land for virksomheden, der hidtil har solgt til flere af landets træimportører.

– Og nu går vi så skridtet videre, og nogle af dem, der før var kunder, bliver nu konkurrenter, siger salgsdirektøren.

Tradition for træ - men ikke tropisk

Med etableringen i Sverige er Global Timber gået ind på et marked, der modsat det danske har en mangeårig tradition for træbyggeri, og Søren Vinthers forventning er, at det vil kunne ses i salgsmixet.

– Den svenske industri er i høj grad præget af europæiske og nordamerikanske træsorter, og vi regner med, at 90 pct. af det, vi kommer til at sælge deroppe, bliver de sorter, lyder vurderingen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er planer om at trække på ekspertisen inden for tropisk træ, som grossisten har bygget op gennem en årrække.

– Der vil vi meget gerne skubbe på udbredelsen, for vi er i den grad specialister på feltet, så vi vil meget gerne være med til at præge kulturen i en retning af mere tropisk træ, siger Søren Vinther.

Til at stå for den daglige drift og kontakt til kunderne har Global Timber ansat Richard Olsson og Anders Sandberg, der tilsammen kan bryste sig af mere end 60 års erfaring med hårdttræ.

– Og de har desuden stort kendskab til markedet deroppe, så jeg er sikker på, at vi kommer godt fra start, fastslår salgsdirektøren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125