23948sdkhjf

Udvider med 100.000 kvm og lidt til: Havn søsætter nye udbud

Rønne Havn forventer at kunne indgå entrepriseaftale med en entreprenør inden årets udgang

Det er ikke mange måneder siden, at Rønne Havn færdiggjorde den anden etape i en omfattende havneudvidelse. Nu går fremtidssikringen af den bornholmske havn ind i den næste fase, når havnen sender de næste to etaper – etape tre og fire – af havneudbygningen i EU-udbud.

Med udbygningen vil havnen både fremtidssikre sine forretningsområder og understøtte en langsigtet funktionsopdeling af aktiviteterne. Endelig bliver besejlingsforholdene både ved ankomst og afgang fra havnen lettere for alle skibe, og det samme gælder for manøvreforholdene indenfor molerne.

Med udvidelserne imødekommer Rønne Havn A/S også den store interesse for yderligere havneareal.

Havnen forventer at kunne indgå entrepriseaftale med en entreprenør inden årets udgang, og arbejdet med de to næste etaper begynder i 2024, hvis planen holder.

Myndigheds- og høringsprocesserne om udbygningen foregår samtidig med udbuddet. Rønne Havn A/S planlægger og gennemfører alle byggeaktiviteter i samarbejde med rådgivere, og i dialog med relevante myndigheder.

100.000 kvm og uddybning

Etape 3 handler om at skabe godt 100.000 kvm større projektareal i Sydhavnen blandt andet ved en delvis opfyldning af det tidligere fiskeribassin, hvor der er minimal aktivitet. Derudover etableres der en ny Ro-Ro (roll on - roll off, hvor rullende last kan køres fra kaj og direkte om bord på et skib, red.) rampe samt en ny cirka 280 meter lang kaj over for den nuværende skærvekaj i Sydhavnen.

Etape 4 er en forlængelse af den søndre ydre forkastning, og en fjernelse af de indre moler samt uddybning. Derved opnås forbedrede besejlings- og manøvreforhold i havnen med et langt roligere havnebassin. Endelig etablerer vi en multifunktionskaj i den vestlige del af havnen.

Endelig investeringsbeslutning om etape 3 og 4 vil blive taget i slutningen af 2023, når de nødvendige myndighedstilladelser er opnået og udbudsprocessen er gennemført.

Den færdige ombygning af havnen forventes at stå klar i 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125