23948sdkhjf

Krigsfæstning får ny museumsbygning til 71 millioner

Mosede Fort har været åbent for gæster siden 2014, og nu skal museumsoplevelsen forbedres for 71 mio. kr. 

En helt ny museumsbygning skal opføres ved Mosede Fort.

Det står klart efter, museet opnåede finansiering på 71 mio. kr. i sidste uge. 

Bygningen skal være med til at forbedre museumsoplevelsen for de gæster, som vil besøge den danske bastion, der blev opført under 1. verdenskrig. Det var ved Køge Bugt, hvor Mosede Fort ligger, man forventede et angreb fra den tyske hær for at besætte København.

Krigen kom aldrig til Danmark, men fortet er i dag kulturarv, og det vil man sætte en tyk streg under ved at lave en række forbedringer.

- Vi mangler nogle funktioner, der kan gøre det til en attraktiv og moderne museumsoplevelse. Det vil sige, at vi skal have mulighed for at give folk en ordentlig oplevelse i forbindelse med billetsalg, butik og restaurant. Vi har også brug for at give folk mere forståelse for, hvad 1. verdenskrig er, og derfor skal der også være udstillingsarealer i den nye bygning, siger Anton Pihl, museumsinspektør for projekt- og forretningsudvikling ved Mosede Fort.

Fredet fortidsminde sætter krav

Mosede Fort åbnede tilbage i 2014. Det var primært med udstilling i de historiske kasematter, som er den indvendig del af bastionen.

I den kommende tid gør Greve Kommune, der ejer museet, og de finansierende parter klar til at afholde en arkitektkonkurrence for at få bud på, hvordan en ny museums- og restaurantbygning ved Mosede Fort skal se ud.

Bygningen skal ligge på et fredet fortidsminde, og det sætter ifølge Anton Pihl nogle særlige krav til byggeriet.

- Fredningen omfatter ikke kun selve fortet, da naturen er beskyttet i arealet omkring fortet. Bygningen skal derfor bygges i nogle materialer, som passer til det fredede område og de forskellige beskyttelseslinjer, siger Anton Pihl.

Museumsinspektøren kan ikke sige nu, hvilke materialer der kan blive godkendt af myndighederne. Det vil også senere blive fastlagt, hvor den nye museumsbygning kan ligge på de beskyttede arealer.

Renovering af fortet

De 71. mio. kr. skal ikke blot gå til en ny bygning. Selve Mosede Fort skal også renoveres, og det handler primært om at gøre fortet mere tilgængeligt. Bastionen ligger under nogle jordvolde, som består af tykke betonvægge.

- Det er jo et klassisk militær anlæg fra starten af de 20. århundrede, som er bygget til at artilleriangreb fra havet, land og luften. Vi kommer til at gøre noget ved adgangsvejene, gelænder, trapper og vedligeholdelse af stier. Det skal være muligt for endnu flere at gå ovenpå fortet, så flere kan opleve det smukke og specielle område.

Kan man gøre det uden at lave for meget om på det eksisterende?

- Vi skal finde balancen. Når vi laver et gelænder for at gøre det mere sikkert at færdes, skal det passe i den historiske stil. Det håber vi på, at vi kan få støtte fra myndighederne til, siger Anton Pihl.

Finansieringen kommer fra Greve Kommune, finansloven i 2018, Realdania, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Det forventes, at museumsbygningen står klar i 2027.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093