23948sdkhjf

Medarbejder omkommet i arbejdsulykke på Strøjer Tegl

Der er indtil videre lukket ned for alle aktiviteter på teglværket

Opdateret kl. 12.50 med kommentarer fra politikommissær ved Fyns Politi, Bjarne Puggaard

Søndag den 7. maj har en medarbejder mistet livet i forbindelse med en arbejdsulykke på Strøjer teglværk i Assens. Det oplyser Egernsund Wienerberger, som overtog det fynske familiefirma tidligere på året, i en pressemeddelelse.

Politikommissær ved Fyns Politi, Bjarne Puggaard, oplyser over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at ulykken sker efter et sammenstød på teglværket.

- Det er en dybt tragisk ulykke, siger han.

Ifølge politikommissæren er en medarbejder i gang med at transportere ler til produktionen i en stor gummiged læsset med noget, der svarer til ni tons ler. Samtidigt kører en anden medarbejder en truck, som har en container monteret foran. Den her container skal betjenes, mens man er ude af trucken.

- Ham, der afgår ved døden, står ude af trucken og er i gang med at betjene containeren. Så kommer ham i gummigeden og snitter bagenden af trucken. Han bremser, og kraften fra opbremsningen gør, at noget ler på ladet svarende til en klump på 500-600 kg falder af og rammer ham på jorden, så han afgår ved døden, siger Bjarne Puggaard.

Ulykken sker kl. 7.34 søndag morgen, og både politi og Arbejdstilsynet har været på stedet.

I pressemeddelelsen fra Egernsund Wienerberger mandag formiddag lyder det, at der indtil videre er lukket ned for alle aktiviteter på teglværket.

- Alle i virksomheden er naturligvis meget berørte af situationen og tankerne går især til de pårørende, lyder det fra ejerne.

Der er iværksat krisehjælp til alle medarbejdere, der har behov for det.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at få et interview om ulykken, men Egernsund Wienerberger og Strøjer Tegl oplyser igennem deres pressebureau, at de ikke har nogen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Hos Arbejdstilsynet bekræftes det, at man har været til stede på teglværket efter ulykken, men heller ikke her ønsker man at udtale sig yderligere for nuværende.

Ifølge TV2 Fyn er det en 53-årig mand, der er omkommet i ulykken.

Det bekræfter Bjarne Puggaard over for Licitationen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11