23948sdkhjf

De første beboere er flyttet ind i DR's gamle TV-studier

Udviklingen af gammel TV-by i Søborg når milepæl

Fra TV-studier til boliger.

Området med de sagnomspundne studier, der tidligere var en del af TV-Byen i Søborg, har fået nye beboere. Fra værter og kamerafolk er det nu familier, par og studerende, der per 1. maj er flyttet ind i nogle af de 188 nye lejligheder, som er del af projektets første fase.

- Der har været en spændende og udfordrende opgave at udvikle de gamle DR TV-Studier i Søborg med respekt for bygningernes strukturelle begrænsninger såvel som den historie, de ikoniske bygninger bærer, siger Milo Lillegaard Larsen. 

Han er Senior Development Manager hos DEAS Asset Management, der er udvikler og aktiv bygherrerådgiver på Projekt Radio.

Totalentreprenør på sagen er Jönsson Entreprise A/S. 

Ombygningen startede i sensommeren 2021, og de nye boliger føjer sig til de allerede 1.000 nyere boliger og erhverv, der er skudt op i 2860 Søborg, siden DR flyttede fra det ikoniske postnummer i 2005, da omdannelsen af TV-Byen til boligområdet Gyngemose Park begyndte.

Ud af de 188 boliger i første fase er 140 udlejet. Anden etape, der omfatter 84 lejligheder, afleveres forventeligt i tredje kvartal i år.

Fokus på genanvendelse 

Et bærende element i projektet har været at reducere CO2-aftrykket, genanvendelse samt at skabe gode fællesarealer.

Derfor er de eksisterende bærende konstruktioner og facader fra start 70’erne bibeholdt, og der er etableret solceller på taget, som vil kunne producere cirka en tredjedel af ejendommens energiforbrug.

Samtidig forberedes projektet til certificering i kategorien ”Buildings In Use” under DGNB.

Hensigten er at skabe et fællesskab mellem familierne, der flytter ind, ved at samle dem i den ene ende af ejendommen omkring private gårdrum. 

Familieboligerne i anden fase af projektet vil også få små åbne haver og brede altangange, som "inviterer til ophold". Herudover etableres der en legeplads i familieboligernes gårdrum.

I udviklingen af ungdomsboligerne er der især lagt vægt på at skabe gode rammer for fællesskabet. Gårdrummene er indrettet, så de lægger op til både timeouts og sociale arrangementer, hvor de unge kan mødes. Og indendørs er der både fælleskøkken, lounge, læsesal og fitnessrum.

Kort om projektet

Der udvikles 155 ungdomsboliger og 117 lejligheder på samlet 12.300 kvm samt renoveres cirka 8.000 kvm kælder til erhverv og fællesarealer.

Projektet opføres i to etaper. Første etape er klar til indflytning per 1. maj. Anden etape, der omfatter 84 lejligheder, afleveres forventeligt i tredje kvartal 2023.

Totalentreprenør er Jönsson Entreprise A/S.

Arkitekt er Link arkitekter.

Boligerne udlejes af EDC Projekt Poul Erik Bech.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109