23948sdkhjf

Bronzestøber vil bygge et kæmpe kunstcenter

Arbejder på 'center for tredimensionel kunst' på havnen i Svendborg

Svendborg Havn vil i fremtiden rumme et væld af uddannelser og erhvervshuse, men bronzestøber Jørn Svendsen vil mere end det.

Han vil opføre en moderne, arkitektonisk perle på sydvest-fynske havn, som ikke blot skal rumme hans eget støberi. Det skal være et ’center for tredimensionel kunst’. Jørn Svendsen erkender overfor Licitationen – Byggeriets Dagblad, at "det lyder langhåret", men det skal  være et sted med fokus på kunstproduktion, vidensudveksling og internationale udstillinger.

- Det er vores arbejdstitel lige nu, men vi ender måske på noget andet, siger Jørn Svendsen, der ejer Skulpturstøberiet i Svendborg.

Inspiration fra Henning Larsen

Der vil være brug for omkring 5000 kvm, og projektet skal indebære arkitektur, ’der giver opmærksomhed fra start’. Desuden vil han have kunstnerne til at bidrage til arkitekturen.

- Vi vil have en tættere dialog mellem arkitekterne og billedkunstnerne. Man ser tit for dårlig interaktion mellem dem. Kunstnerne må ofte gøre, hvad de kan med et rum, når det er bygget. Dette skal være et sted, hvor de to faggrupper er smeltet sammen og har mødt hinanden tidligere, og det skal komme til udtryk i bygningen, siger Jørn Svendsen.

Han nævner Harpa, musikhuset i Reykjavik, som et præmieeksempel. Arkitekten bag er danske Henning Larsen.

- Det er et af hans bedste værker. Kunsten og arkitekturen hviler sammen, og udførelsen ser ud til at være blevet gjort med et ligeværdigt samarbejde. Det, synes jeg, er spændende.

Jørn Svendsen skal møde en arkitekt for at lægge grundstenen til en arkitektkonkurrence. Men han vurderer allerede nu, at projektet ikke bliver billigt at føre ud i livet.

Prisen kommer til at være på et trecifret millionbeløb, anslår han.

- Jamen det kommer af, at vi skal bruge 5000 kvm. 2000 til produktion og 1000 til udstillingsareal. Så skal vi bruge en del plads på udadrettede aktiviteter som restaurant, foredragsrum, boghandel og måske et bibliotek. Det vil være et godt sted at placere et nyt bibliotek i Svendborg, siger han.

- 5000 kvm er derfor ikke helt tosset, og vi skal også have en attraktiv grund. Jeg kan derfor hurtig regne mig frem til, at prisen kommer deropad.

Politikere og fonde bakker op

Projektet kræver selvsagt økonomiske muskler og opbakning fra lokale aktører. Det har Jørn Svendsen allerede, for da projektet blev præsenteret for pressen i midten af april, var det med Hanne Ringgaard Møller (R) ved sin side. Hun er radikal kultur-og fritidsformand i Svendborg Kommune og kaldte blandt andet projektet for et kommende trækplaster for turister.

Duoen var enige om meget, men ikke om datoen for indvielse. Politikeren så for sig, at det første spadestik bliver taget i 2027, mens bronzestøberen hellere ser, at projektet står færdigt på det tidspunkt.

Projektet har fået økonomisk opbakning på fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, som har doneret 450.000 kroner, mens Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond har doneret 50.000 kroner. De skal gå til at beskrive projektet.

På næste kommunalbestyrelsesmøde i Svendborger der lagt op til, at politikerne giver en støtteerklæring, som skal bruges til at søge støttemidler fra andre fonde.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125