23948sdkhjf

DSB fordobler ordren på ’Femern-tog’

Efterspørgslen på togrejser til Tyskland stiger. DSB fordobler en ordre hos den spanske togproducent Talgo på levering af passagervogne, der skal bruges til togrejser til og fra Hamborg.

DSB fordobler ordren på de tog, der skal fragte passagererne på de internationale ruter til og fra Hamborg.

Det skriver Ingeniøren.

I 2020 bestilte DSB otte vognstammer, der hver har plads til 492 passagerer, til at køre på de internationale ruter mellem Hamborg og henholdsvis København og Aarhus. Nu vil DSB udnytte en option i kontrakten, så kapaciteten i fremtiden bliver dobbelt så stor.

»Planen er, at vi køber yderligere otte vognstammer, så vi kan fordoble den internationale trafik, som der er enorm efterspørgsel på i øjeblikket, og som vil stige yderligere i fremtiden, når Femern-forbindelsen åbner i slutningen af årtiet,« siger Jürgen Müller, direktør for Strategi & Togmateriel i DSB.

DSB afviser at oplyse værdien af ordren over for Ingeniøren. Ifølge Talgos hjemmeside var rammeaftalen på de første otte vognstammer 500 mio. euro eller  3,7 mia. kr.

DSB forventer, at de første vognstammer fra Talgo bliver leveret løbende fra sommeren 2024 og årene herefter.

Passagervognene fra Talgo skal drives frem af elektriske lokomotiver af modellen Vectron fra Siemens, som DSB allerede har modtaget. De bliver de togsæt, der skal transportere passagererne via Femern fra 2029.

Artiklen er en del af temaet Femern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203