23948sdkhjf

Søren Enggaard tilstår

Hans medtiltalte Flemming Fuglede Jørgensen nægter sig fortsat skyldig

Den kendte nordjyske erhvervsmand Søren Enggaard tilstår nu at have bedrevet insiderhandel med en portion Alm. Brand-aktier.

Det fremgår af en retsmødebegæring, som Anklagemyndigheden har sendt til Retten i Aalborg, og som Nordjyske er i besiddelse af.

En retsmødebegæring svarer til et anklageskrift i en sag, hvor den tiltalte har erkendt sig skyldig.

Indholdsmæssigt svarer retsmødebegæringen til det anklageskrift, som tidligere er sendt til retten i Søren Enggaards sag.

Søren Enggaard tilstår således, at han i juni 2021 købte for knap en million kroner aktier i Alm. Brand A/S.

Med købet håbede han at kunne profitere af et ulovligt tip, han havde modtaget fra sin gode ven, storbonden og organisationsmanden Flemming Fuglede Jørgensen.

Flemming Fuglede Jørgensen havde ringet til Søren Enggaard og fortalt, at Alm. Brand næste dag ville meddele overtagelsen af forsikringsselskabets Codans danske aktiviteter.

Det vidste Flemming Fuglede, fordi han sad i Alm. Brands bestyrelse, men indtil næste dag var det intern viden, som ikke måtte videregives til andre - heller ikke til hans gode ven Søren Enggaard.

Dokumentation

Flemming Fuglede Jørgensen er tiltalt for at have overtrådt § 249, stk. 2 i den gældende EU-forordning om markedsmisbrug ved:

"Den 10. juni 2021 mellem kl. 09.41-09.57 på Molslinjens færge under en telefonsamtale uretmæssigt at have videregivet intern viden, der omhandlede Alm. Brand A/S' køb af Codan Forsikring A/S' danske aktiviteter, til Søren Enggaard og til andre tilstedeværende i umiddelbar nærhed af tiltalte, herunder X (formodentlig Jyllands-Postens erhvervskommentator, red.), der overhørte samtalen."

Søren Enggaard har nu tilstået:

"Ved i Aalborg at have deltaget i insiderhandel, idet tiltalte de 10. juni 2021 afgav ordrer til Danske Bank A/S om køb af aktier udstedt af Alm. Brand A/S, hvilket samme dag kl. 13:31:47 resulterede i køb af 1300 aktier til kurs 60,20 til en samlet værdi af 981.260 kr., uagtet tiltalte var i besiddelse af og udnyttede intern viden, der omhandlede Alm. Brand A/S' køb af Codan Forsikring A/S' danske aktiviteter, som tiltalte havde fået videregivet samme dag telefonisk af Flemming Fuglede Jørgensen, der var bestyrelsesmedlem i Alm. Brand A/S."

Kilde: Anklageskrift og retsmødebegæring

Søren Enggaard tøvede ikke med at ringe sin bank med en ordre om at købe Alm. Brand-aktier.

Han håbede her, at aktierne næste dag ville stige, når opkøbet af Codans aktiviteter blev kendt.

På den måde kunne Søren Enggaard score en hurtig kursgevinst, var hans håb.

En sådan handlemåde er strafbar og hedder juridisk insiderhandel.

Insiderhandel og intern viden

Når en person har en informationsfordel i form af intern viden, som personen udnytter ved f.eks. køb eller salg af et finansielt instrument (f.eks. aktier), eller når en person deler sin informationsfordel ved at give et tip til en anden person, er der tale om insiderhandel.

Eksempel: Et bestyrelsesmedlem i en finansiel virksomhed får (intern) viden om, at virksomheden næste dag vil offentliggøre et køb af en anden finansiel virksomhed. Inden offentliggørelsen tipper bestyrelsesmedlemmet pr. telefon en bekendt om den interne viden, og vedkommende skynder sig at købe aktier i virksomheden i forventning om, at kursen vil stige, når købet bliver offentliggjort.

Det er ikke afgørende, at en person har forstået, at han har videregivet intern viden. Det har heller ikke betydning, om insiderhandlen har resulteret i en gevinst.

Både bestyrelsesmedlemmet og hans bekendt har handlet ulovligt.

Insiderhandel straffes med op til 1 år og 6 måneders fængsel - i grove tilfælde med op til seks års fængsel.

Iden konkrete straffesag er én person tiltalt for ulovligt at have videregivet intern viden, en anden for ulovligt at have opkøbt aktier på baggrund af den interne viden (insiderhandel).

Finanstilsynet

Det er nemlig ulovligt både at videregive intern viden og udnytte den, som Søren Enggaard har gjort.

Insiderhandel straffes normalt med en ubetinget fængselsstraf.

Flemming Fuglede Jørgensen er tiltalt for som bestyrelsesmedlem i Alm. Brand at have videregivet intern viden.

Det har han fortsat ikke tilstået.

Han kræves idømt en bødestraf.

Den kommende straffesag finder sted 8. maj.

Sagen mod Søren Enggaard forventes at vare en time.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094