Lynetteholm årsag til partiskifte

- En tankeløs, automatisk udvidelse af København.
Det er blandt andet sådan Emil Sloth Andersen, medlem af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, beskriver byudviklingen i København, som han mener er dikteret af Christiansborg.
For at kunne gå imod den kurs for byudviklingen, mener han, at han bør være med hos Alternativet og ikke hos Radikale Venstre.
Det skriver Emil Sloth Andersen i et debatindlæg på Altinget.dk.
- Bundlinjen for mig som nyvalgt er, at jeg ud fra et etisk ståsted nægter at lægge mandat til en kultur, hvor man i frygt, blindhed og med en pistol for panden skal blåstemple gigantiske, hemmelighedsfulde infrastruktur-projekter, skriver han i sit indlæg, hvor han peger på Lynetteholm som et af eksemplerne på kulturen.
Et andet afgørende projekt, der ifølge Emil Sloth Andersen viser den kultur for byudviklingen, er Amager Fælled.
Ifølge den nu tidligere radikale politiker skal partiet, under de seneste budgetforhandlinger, have opfordret ham til at droppe sin stemme imod Amager Fælled-projektet, for ellers ville der ikke være plads til ham i gruppen.
Emil Sloth Andersen blev valgt for første gang til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune ved kommunalvalget i 2021.
Artiklen er en del af temaet Lynetteholm.