251 boliger moderniseret i Birke/Bøgeskoven
Efter godt to års arbejde har Skou Gruppen afleveret den omfattende energirenovering og modernisering af Birke/Bøgeskoven, Glostrup Boligselskabs afdeling 33.
Projektet har omfattet 248 eksisterende boliger. Desuden er der etableret tre nye boliger i den tidligere vaskeribygning, og 26 af boligerne er omdannet til tilgængelighedsboliger. Hele bebyggelsen er energirenoveret med nye tage, vinduer og døre, og alle boliger har fået totalrenoverede badeværelser med plads til egen vaskesøjle.
Renoveringen er gennemført i seks etaper og har stillet store krav til planlægning og koordinering. En stor del af arbejdet er udført, mens beboerne fortsat har boet i deres hjem, og det har krævet særligt fokus på logistik, information og hensyn til hverdagslivet i bebyggelsen.
"Det er et projekt, hvor koordinering og læring på tværs af etaperne har været helt afgørende. Når man arbejder med en bebyggelse af den her størrelse, opstår der altid noget undervejs, som kræver nye løsninger. Vi har haft stort fokus på at tage erfaringerne med videre fra etape til etape, og det har været med til at sikre, at projektet kunne afleveres som planlagt," siger Roland Hansen, projektleder i Skou Gruppen.
Med projektet har beboerne fået mere moderne boliger med bedre indeklima, opdaterede badeværelser og nye installationer. Desuden har ny træbeklædning, nye tage og nye vinduer og døre løftet bebyggelsens samlede udtryk og skabt en mere sammenhængende helhed.
"Den tiltrængte renovering og modernisering har givet hele bebyggelsen et markant løft, så hele bebyggelsen i dag hænger bedre sammen og fremstår mere moderne," siger Alexander Hermansen, som er teknisk direktør og partner i Skou Gruppen.
Efter afleveringen af de sidste boliger i Birke/Bøgeskoven arbejder Skou Gruppen nu på at reetablere udearealerne omkring bebyggelsen. Det betyder, at beboerne kan se frem til et endeligt punktum for hele moderniseringen inden udgangen af 2026.
Skou Gruppen var hovedentreprenør på projektet, som er gennemført for Glostrup Boligselskab i samarbejde med KUBEN Management, Nordic Office of Architecture og Thranekær Rådgivende Ingeniører København (tidligere Dominia Rådgivende Ingeniører).