AI-værktøj fra Teknologisk Institut skal spare byggepladser for tidskrævende dokumentation
Dokumentation af armering i beton har for entreprenører længe været en tung manuel proces. Nu skal et nyudviklet AI-værktøj lette dokumentationsarbejdet og automatisere ameringskontrollen på byggepladser.
Inden entreprenører skal støbe betonelementer, skal det kunne dokumenteres, at armeringen af betonen ligger, som den skal efter tegninger og specifikationer fra projektet. Det er en proces, der i dag foretages manuelt med iPhone og tommestok – og det skaber en besværlig dokumentationsproces med mangelfuld kvalitet.
Det fortæller Lylian Maria Andrade Goes og Peter Bisgaard Andersen fra Teknologisk Institut.
Sammen har de arbejdet på et projekt, der har til formål at lette og automatisere dokumentationsprocessen for entreprenørerne på byggepladsen.
Det nye værktøj vil spare tid, penge og forbedre dokumentationskvaliteten.
- Hvis der i fremtiden er nogen, der påstår, at entreprenøren ikke har udført armeringen korrekt, eller hvis der findes nogle problemer, så kan entreprenørerne vise, at der faktisk er styr på dokumentationen, fortæller Lylian Maria Andrade Goes.
Planen er, at AI-modellen skal sendes ud til tre-fire testbrugere efter sommeren 2026.
- Vi tror, at vi har lavet verdens mest geniale værktøj. Men vi har også før prøvet, at man sender det i hænderne på folk og finder ud af, at det måske ikke var så genialt. Det kan være, at der er ting, der skal justeres. Så vi laver en første runde, hvor vi giver værktøjet til en mindre gruppe, og når vi får deres feedback, laver vi en runde mere, hvor vi breder det længere ud, fortæller Peter Bisgaard Andersen.
Projektet er udført i samarbejde med EMR Murer & Entreprenør A/S, Morten Friis A/S, HEIBÆK Entreprenør A/S, emcon a/s og WeFly A/S som en del af regionalfondsprojektet Erhvervsfyrtårn Femern, der er støttet af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse