Renoveringen af rækkehuse i Humlebæk er godt fra start
Skou Gruppen er kommet godt i gang med den omfattende renovering af Blåbærhaven i Humlebæk, hvor 66 almene boliger fordelt på 10 rækkehusblokke skal moderniseres og energioptimeres.
”Projektet går, som det skal. Vi har et godt samarbejde med bygherre og rådgiver, og på trods af et par mindre bump på vejen følger vi tidsplanen,” siger Emil Vitus Jensen, som er projektleder hos Skou Gruppen.
Renoveringsprojektet udføres i hovedentreprise for Boligselskabet Borgerbo i samarbejde med Boligkontoret Danmark, Pålsson Arkitekter A/S og rådgiver Danakon A/S.
Prøveblok med få overraskelser
Skou Gruppen har siden byggestart i marts haft to-tre tømrere på byggepladsen samt projektleder Emil Vitus Jensen og byggeleder Daniel Kristiansen. Desuden er flere underentreprenører også i gang. De varetager bl.a. murerarbejde, opsætning af stillads og overdækning samt jord-, beton- og kloakarbejde.
”Vi startede i rækkehusblok 1, som er blevet brugt som en ”prøveblok”. Det betyder, at vi gennemfører størstedelen af det planlagte arbejde på blok 1, før vi går videre til de næste blokke,” siger Emil Vitus Jensen og forklarer:
”På den måde kan vi gøre os erfaringer og rette projektet til, hvis vi finder nogen overraskelser. Heldigvis har arbejdet i blok 1 kun budt på ganske få overraskelser, som ikke har nogen indvirkning på tidsplanen.”
Der er bl.a. fundet asbestholdige facadeplader på nogle af skurene og på noget af fundamentet. Det har givet en midlertidig pause i arbejdet, indtil der blev lagt en plan for håndtering af asbesten. Derudover er det blevet fundet nødvendigt at forstærke konstruktionen ved de nye adgange til krybekælderen.
Godt samarbejde og tæt dialog med beboerne
De fleste af beboerne i Blåbærhaven bliver boende under hele renoveringen. Derfor er det vigtigt for Emil Vitus Jensen og Skou Gruppen at få et godt samarbejde og en god dialog med beboerne.
”Vi sørger for hele tiden at holde beboerne opdaterede om vores arbejde og være synlige på byggepladsen. Derudover har vi også faste træffetider to gange om ugen, hvor beboerne kan stille spørgsmål og få en snak,” siger han og tilføjer:
”Jo bedre en kontakt, vi har med beboerne, jo nemmere er det for os at udføre arbejdet.”
Stabil fremdrift
Renoveringsarbejdet i rækkehusblok 1 er indtil nu udelukkende foregået udendørs med bl.a. opmuring af skalmure på facaden, men om tre ugers tid står stilladser og overdækning klar. Så begynder arbejdet med at etablere nyt tage og udskifte vinduerne. På samme tid begynder arbejdet med at rydde haverne og forberede arbejdet i den næste rækkehusblok.
”Arbejdet på de øvrige ni rækkehusblokke foregår løbende med opstart af en ny blok hver 14. dag. Der vil derfor blive arbejdet på flere blokke samtidig, hvilket giver os noget mere fleksibilitet ift. planlægningen.”
En gennemgribende modernisering
Renoveringen af Blåbærhaven omfatter blandt andet nyt tag og tagisolering, udskiftning af facader, nye vinduer og døre samt forbedring af udearealerne. Derudover ombygges tre boliger til tilgængelighedsboliger med helt ny indretning, køkken og bad. Når projektet står færdigt, vil beboerne opleve bedre komfort, et sundere indeklima og lavere energiforbrug.