Skal man transformere en bygning – eller skille den nænsomt ad?
En grundig screening og forståelse af bygningens potentiale er afgørende for, om man skal vælge at modernisere en eksisterende bygning eller nedtage den nænsomt og genbruge materialerne. Det siger bæredygtighedschef i EKJ Lotte Krusegaard Madsen, der også fortæller om fordele og ulemper ved begge løsninger.
Skal vi transformere vores eksisterende bygninger – eller nænsomt skille dem ad og bygge nyt af de materialer, vi allerede har?
Ifølge bæredygtighedschef i EKJ Rådgivende Ingeniører Lotte Krusegaard Madsen findes der ikke et enkelt svar.
”Som udgangspunkt er det bedst at genbruge en bygning – transformere eller renovere den – medmindre den har udtjente bærende konstruktioner eller indeholder for mange miljøskadelige stoffer som fx asbest, PCB eller skimmelsvamp,” siger hun.
Hvis transformation ikke er mulig, bør bygningen ikke bare rives ned, understreger hun.
”Man skal ikke gå til den med kangohammer og bulldozer. I stedet skal bygningen skilles ad som legoklodser og nedtages nænsomt, da mange bygningsdele som døre, vinduer, gipsvægge og gulve potentielt kan genbruges og blive til nye gulve, beklædning eller indervægge.”
Bærende konstruktioner kan også genbruges
Selv bærende konstruktioner kan i visse tilfælde få nyt liv.
”Bærende etagedæk fra nedrivning af en bygning i Vollsmose i Odense er genbrugt i nybyggede rækkehuse – dog uden at indgå i stabiliteten,” fortæller Lotte Krusegaard Madsen.
Det er ikke altid ligetil at nedtage en bygning nænsomt.
”Oftest er det svært at skille en bygning ad som legoklodser, især hvis den er støbt, limet eller fuget sammen. Men så må man gøre det så godt og forsigtigt, man kan. Nogle gange finder man ud af undervejs i nedrivningen, at flere eller færre materialer kan genbruges, da de kan være henholdsvis lettere eller sværere at skille ad end først antaget. Og så må man gentænke sin plan for brug af materialerne,” siger hun.
Bærende konstruktioner vejer tungest i klimaregnskabet
Transformering er klimamæssigt den mest optimale løsning.
”Det er altid bedst at genbruge hele bygningen frem for at splitte den ad. Man får ganske enkelt for lidt klimamæssigt ud af kun at genbruge enkelte dele. Det er de bærende konstruktioner, der virkelig batter, når man vil mindske klimaaftrykket,” siger hun.
Screening af en bygning viser flere muligheder
Ifølge Lotte Krusegaard Madsen bør alle bygninger screenes grundigt, før man beslutter sig for, hvad der skal ske med dem.
”Der er ofte langt flere muligheder, end en bygherre forestiller sig. Mange tænker automatisk boliger, fordi det giver det største afkast. Men bygningen kan måske slet ikke imødegå moderne krav til indeklima, energi, brand eller tilgængelighed.”
Derfor er en tidlig dialog med rådgivere og myndigheder afgørende, pointerer hun.
Svært at finde dokumentation for bærende konstruktioner
Ved nedtagning er det typisk lettere at genbruge ikke-bærende dele end de bærende.
”Bærende konstruktioner skal leve op til strenge krav for dokumentation af statikken. Hvis der fx er brugt beton, kan det være svært at finde tegninger og dokumentation for styrken og for mængden af stål. Derfor skal betonen testes, før man kan afgøre, hvordan den kan genbruges,” forklarer hun.
Samtidig mangler branchen vejledninger og skabeloner for genbrug af byggematerialer.
”Det er svært at få bygherrer, entreprenører eller statikere til at stå på mål for genanvendelse af især de bærende konstruktioner, netop fordi der mangler anvisninger. Men det er næsten umuligt at lave den slags generelle vejledninger, fordi man ofte ikke kan skaffe dokumentation for bæreevnen af eksisterende konstruktioner.”
Mere arbejde ved screening – men også store besparelser
Uanset om man genbruger hele bygningen eller enkeltdele, kræver processen mere tid.
”I de indledende faser skal der bruges flere ressourcer. Til gengæld kan man spare nogle af udgifterne til byggematerialer – og ikke mindst til affaldshåndteringen, som er dyr,” siger hun.
Konklusionen er klar:
”De fleste bygninger kan bevares – og pengene er givet godt ud, både for klimaet og økonomien.”
Møde EKJ's bæredygtighedschef på Circular Build Forum i Vejle den 26. og 27. januar 2026
På konferencen Circular Build Forum i Vejle den 26. og 27. januar 2026 fortæller Lotte Krusegaard Madsen om transformationsprojektet Next House Copenhagen, som EKJ har været involveret i. Projektet gik ud på at forvandle Falcks gamle domicil til et luksushostel.
Læs mere om Lotte Krusegaard Madsen, og hvordan hun arbejder med at omsætte bæredygtige ambitioner til konkret værdi i projekter og rådgivning