Investering i langvarige relationer bærer frugt
Skou Gruppen A/S har netop offentliggjort årsregnskab for 2024/25. Både indtjeningen, den finansielle styrke og ordrebeholdningen er forbedret i perioden. Ledelsen betegner dette som tilfredsstillende og ser det som et resultat af en strategisk investering i langvarige kunderelationer. Virksomheden ser derfor ind i en mere stabil og forudsigelig fremtid med flere større serviceopgaver og rammeaftaler med offentlige bygherrer.
Nettoomsætning i perioden 1. oktober 2024 til 30. september 2025 udgør 335,7 mio. kr. mod 346,2 mio. kr. året før, mens resultatet før skat er steget markant til 11,6 mio. kr. (2,3 mio. kr. i 2023/24). Resultatet efter skat lander på 9,0 mio. kr., hvilket ledelsen betegner som meget tilfredsstillende.
”Sidste år accepterede vi lavere marginer for at fastholde kvaliteten i vores projekter og investere i langvarige relationer med vores kunder. Det var et bevidst valg, og i år kan vi se, at det har styrket vores forretning og robusthed,” siger adm. direktør Martin Skou Heidemann.
”Vores omsætning er solid, og overskuddet er tilbage på det niveau, vi historisk har leveret. Et niveau, som vi forventer at fastholde og måske endda forbedre en smule i årene fremover,” tilføjer han.
Service og rammeaftaler som stabilt fundament
Regnskabsåret 2024/25 har været præget af stabil aktivitet og en stigende andel af serviceprægede opgaver. Der er også opnået flere nye og gentegnede rammeaftaler, især med offentlige og halvoffentlige bygherrer. Blandt andet blev to fireårige rammeaftaler om både hovedentrepriser og totalentrepriser for Region Hovedstaden indgået i regnskabsåret.
”Vores serviceafdeling har haft et meget højt aktivitetsniveau og håndterer i dag også større opgaver end tidligere. Samtidig har vi haft en effektiv drift i vores entrepriser, hvilket samlet set giver os en mere forudsigelig og robust forretning,” siger Martin Skou Heidemann.
Kontinuitet, kvalitet og arbejdsmiljø
Skou Gruppen er nu mindre eksponeret mod store enkeltudbud og arbejder i højere grad med tømrer-, murer- og glarmesteropgaver som løbende serviceopgaver og entrepriser gennem flerårige aftaler. Denne strategiske drejning giver en bedre kontinuitet i produktionen, bedre kundeoplevelser, robust økonomi og et godt arbejdsmiljø.
”Det har stor betydning for os, at vi med en mere stabil og forudsigelig forretning kan fastholde vores dygtige og loyale medarbejdere og desuden tilbyde udvikling i jobbet for yngre og dygtige håndværkere,” siger Martin Skou Heidemann.
Stærk økonomi og positive fremtidsudsigter
Skou Gruppen har i løbet af året øget sin likviditet betydeligt og står ved regnskabsårets afslutning med 27,9 mio. kr. i likvid beholdning. Soliditetsgraden er steget til 32,8 procent, hvilket ligger over ledelsens målsætninger og giver et stærkt udgangspunkt for de kommende år.
Med flere rammeaftaler, en betydelig serviceforretning og en stærk ordrebeholdning går Skou Gruppen ind i det kommende år med gode udsigter. Derfor forventer ledelsen et let stigende aktivitetsniveau og en fortsat positiv udvikling i indtjeningen i 2025/26.