Tre teams kæmper nu om at udvide Metrolinjen M4 i Nordhavn
Der er skåret ind til benet, så nu er der kun tre hold tilbage til at byde ind på udvidelsen af Metrolinjen M4 i Nordhavn.
Metrolinjen M4 i Nordhavn skal udvides med to stationer i byudviklingsområdet Levantkaj og det fremtidige centrum i Ydre Nordhavn. Metroselskabet har netop prækvalificeret tre ud af seks teams.
De har udbudt projektet med tidlig entreprenørinddragelse. Det betyder, at den entreprenør, som vinder, er med fra begyndelsen og selv kan sætte sit hold af ingeniørrådgivere og arkitekter. Man forventer at offentliggøre den endelige vinder i efteråret 2025, hvorefter byggeriet, efter planen, kan begynde i 2027.
I LM Byg er man glade for at være med i slutræset i en stærk holdkonstellation med M.J. ERIKSSON A/S, Artelia, Bravida, C.F. Møller Architects og BIG - Bjarke Ingels Group. Alle parter har omfattende erfaring indenfor design og byggeri af store infrastrukturprojekter, ikke mindst M.J. ERIKSSON, som står i spidsen for teamet.
LM Byg håber på at kunne bruge sin ekspertise indenfor betonbyggeri, til at skabe gode og langvarige løsninger i byggeriet af den nye metrolinje. Man har også allerede rig erfaring med store og komplicerede byggeprojekter i netop Nordhavn.
Læs også: Fra retoriker til byggeleder på unikt byggeri i Nordhavn: Man skal følge mavefornemmelsen
Fakta om udvidelsen af M4
De to nye stationer med de foreløbige navne v/Levantkaj og v/Nordhavn C (ved Tunnelfabrikken) er planlagt som en 1,6 km højbane som en fortsættelse af M4-linjen fra Orientkaj Station.
Nordhavn er Københavns Kommunes største nuværende byudviklingsområde, og det forventes at området vil huse ca. 35.000 når det er fuldt udbygget.