Sanselig arkitektur vækker sanserne – interview med Norm Architects (del 3 af 3)
Norm Architects sætter mennesket i centrum med designløsninger kendetegnet ved naturlige materialer, kompromisløst håndværk og et altomfattende fokus på detaljerne. Vi har mødt arkitekt Robert Graf til en snak om tegnestuens holistiske designfilosofi, der resulterer i betænksomme og minimalistiske projekter, som realiseres over hele verden.
Dette er tredje og sidste del af interviewet med Robert Graf fra Norm Architects, her rammer du første del og her rammer du anden del.
Aktuelt arbejder Robert på et boligprojekt på Manhattan i New York, hvor Norm Architects er ansvarlige for interiøret i 26 lejligheder fordelt over 57 etager. 262 Fifth Ave ligger, som navnet indikerer, på Fifth Avenue og er designet at Meganom. Bygningen har en åben planløsning med en trappe- og elevatorkerne som rygrad og er et af Norm Architects’ største igangværende projekter. Her skaber tegnestuen nogle enkle, men gennemtænkte og luksuriøse rum, hvor nøje udvalgte designelementer og detaljer understøtter en høj livskvalitet. Ved at arbejde med et stramt hovedgreb og bløde overgange i interiøret er målet, at de kommende beboere føler en naturlig tilknytning til rummet. Dette opnår Norm Architects gennem en velovervejet brug af taktile overflader i bl.a. træ og granit, der taler til ens sanser og skaber en forbindelse til naturen.
Projektet skabes i samarbejde med en udenlandsk bygningsarkitekt, en lokal arkitekt og bygherrerådgiver, som er ansvarlig for projektkoordinering.
”På 262 Fifth Ave fik vi udelukkende 2D-tegninger og byggede derefter vores model ud fra dem og skabte visualiseringer med Enscape. Det fungerer rigtig godt og giver os kontrol over lys og atmosfære. Og så er det hurtigt og effektivt. Vi bruger også VR-briller med Enscape som design- og præsentationsværktøj. At læse planer og snit er én ting, men nogle kunder har brug for andre værktøjer for at opleve projekternes materialitet og atmosfære,” lyder det fra Robert Graf.
Langtidsholdbare materialer, der ældes med ynde, har et bæredygtigt potentiale
Andre aktuelle projekter omfatter blandt andet et spahotel, Sjöparken i Halland, Sverige. Kernen i konceptet er syv villaer, der hviler let over søens overflade. Hver villa forbinder fire hotelværelser gennem glasgange, hvilket skaber en følelse af at vandre gennem en åben landsby, hvilket er hyldest til stedets historie.
Det gennemtænkte design udvisker grænserne mellem inde og ude – mellem bygning og natur – hvilket forstærker den intime forbindelse til omgivelserne, hvilket er en filosofi, der gennemsyrer hele designet. Fokusset på disse forbindelser er ikke blot en designmæssig beslutning, men et vidnesbyrd om stedets ånd, som er indlejret i både arkitektur og interiør. I Sjöparken går samspillet mellem inde og ude således ud over det visuelle og former selve oplevelsen af stedet. I Sjöparken er forbindelsen til naturen er ikke en eftertanke, men et styrende princip, der har præget alle arkitektoniske og designmæssige beslutninger. Måden hvorpå sollyset filtreres gennem rummene, valget af materialer, der spejler naturens elementer, og den flydende bevægelse gennem hotellet – alt er skabt med intention og udtrykker en tro på, at arkitektur kan danne bro mellem det menneskeskabte og det organiske.
Tegnestuen fremhæver, hvorledes Sjöparken også er et godt eksempel på mødet mellem det nordiske og det japanske: Stilen er tydeligt nordisk, men der er også elementer af overgangsrum, såsom de søjlebeklædte passager mellem husene, de lamellerede elementer og trædækket, som er fortolkninger af elementer fra traditionel japansk arkitektur.
Robert uddyber tegnestuens fokus på naturen, ”Naturen er altid en medspiller. Allerede fra de første idéer forsøger vi at foreslå alternative byggemetoder og materialer, der på den ene eller anden måde inddrages i projektet,” forklarer han, når samtalen umærkeligt forskydes til arkitektens bredere ansvar.
”Når projekterne har større fokus på interiør, introducerer vi kork og hamp sammen med nye produkter, der stadig er under udvikling. Vi samarbejder med leverandører for at skabe mere bevidsthed om mulighederne for at bevæge os i en mere CO₂-neutral retning. Det er ikke vanskeligere at gøre vores projekter mere bæredygtige end mange andre – det handler om vilje,” konkluderer Robert og giver samtalen et bredere perspektiv på bæredygtighed. ”Ved at lade objekter og materialer ældes yndefuldt, kan de være en del af projektet i længere tid. Med naturlige materialer kan vi løbende behandle dem, så de holder længere, og hvis en kunde har et specifikt ønske, er det vores opgave at finde den mest bæredygtige løsning – uanset om det er en skyskraber, et møbel eller en kop.”
Den mest interessante arkitektur kræver en velreflekteret og kompromisløse tilgang. Og ikke overraskende gennemsyrer Norm Architects tilgang også deres kontor i hjertet af København. Det er som om, at pulsen falder markant, når du forlader Købmagergades travlhed og træder ind i deres lokaler.
På samme måde udstråler Robert Graf en smittende ro, som skaber en varm stemning gennem hele interviewet. I virkeligheden udlever Norm Architects måske blot det de står for – en kropslig og sanselig tilgang til design, der skaber ro i sindet og giver brugerne unikke oplevelser.
Dette er tredje og sidste del af interviewet med Robert Graf fra Norm Architects – du kan læse hele interviewet på GRAPHISOFT Center Danmarks hjemmeside.
Foto: Karl Tranberg / Norm Architects