23948sdkhjf

Guldet glimter under taget

Mange andelsforeninger kan udnytte lofterne til værdifulde boligarealer, og København har gjort det lettere at etablere tagboliger. Men det kan være en vanskelig proces at finde den rette model

Store værdier gemmer sig oppe på lofterne i tusindvis af københavnske boligejendomme: I 2012 kortlagde et speciale fra Danmarks Tekniske Universitet, at tørrelofter og loftsrum kunne omdannes til boliger med plads til 22.000 beboere.

Oveni kommer et forholdsmæssigt antal ekstra kvadratmeter på Frederiksberg med nogenlunde lige så gammel boligmasse med uudnyttede lofter.

Med tårnhøje boligpriser udgør de tusindvis af potentielle kvadratmeter betydelige værdier, også for mange andelsforeninger, da andelsboliger udgør en tredjedel af boligmassen i hovedstaden.

Andelsforeninger kan groft sagt udnytte lofterne på to måder: Enten ved at etablere interne trapper og øge boligarealet for de øverste lejligheder, typisk på 4. sal.

Eller ved at etablere helt nye boliger allerøverst - dé boliger kan så sælges som nye andelsboliger, der bliver en del af foreningen, eller frasælges til projektudviklere eller som ejerlejligheder.

DTU-kortlægningen vakte glæde på Københavns Rådhus, fordi hovedstaden i disse år øger indbyggertallet markant og gerne vil supplere helt nyt byggeri med ekstra boliger i eksisterende ejendomme.

- Det er en bæredygtig byudvikling, hvor flere mennesker deler den eksisterende bys veje, cykelstier og parker, og samtidig undgår vi at inddrage grønne områder til boligbyggeri, udtalte stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) i en pressemeddelelse i maj.

Baggrunden var, at kommunen havde udarbejdet en vejledning med retningslinjer og tjekliste, der skal bane vejen for "en nem ansøgningsproces og hurtig sagsbehandling."

Masser af projekter
Der er også etableret adskillige tagboliger, ofte når der alligevel skulle skiftes tag, og entreprenørfirmaet Skou Gruppen er blandt entreprenører med jævnlige opgaver inden for feltet.

- Vi har stået for tagboligprojekter i flere bydele. For nylig afsluttede vi et projekt med seks tagboliger i en andelsforening på Sønder Boulevard på Vesterbro. Her havde foreningen solgt boligerne til en investor eller projektudvikler, der vil sælge dem som ejerlejligheder. Andre steder har en projektudvikler overtaget de nye tagboliger for at leje dem ud, siger indehaver Martin Skou Heidemann.

Han er dog ikke glad for den københavnske regel om, at nye boliger skal udgøre mindst 90 kvm - for at sikre familieboliger.

- Det er særligt problematisk på loftsetager, fordi vi er bundet af trapperne. Derfor har vi tit lejligheder, som bliver væsentligt større end de 90 kvm. Og de steder, hvor der hverken er eller kan etableres elevator, er det slet ikke oplagt med familieboliger så højt oppe - derimod ville det være naturligt med mindre tagboliger til unge, der sagtens kan gå op ad trapperne, siger Martin Skou Heidemann.

Måske får han ønsket opfyldt, for overborgmester Frank Jensen (S) har tidligere på året udtalt, at han er villig til at se på reglen om de 90 kvm.

Træg proces
Selv om mange andelsforeninger har en skjult formue oppe under taget, så kan det dog være en vanskelig proces at udforme - og enes om - et projekt. Beboerne skal være enige om en model - og hvordan finansieringen skal fordeles, ikke mindst hvis beboere på øverste etage får ekstra kvadratmeter, hvad nogle gerne vil, mens andre ikke er interesserede.

- Processen kan være meget langsom med generalforsamlinger og med at skaffe en tilpas udbredt stemning for et projekt. Der kan snildt gå to-tre år inden byggestart, siger Klaus Folmann, der driver firmaet Andelsbolig.nu og rådgiver andelsforeninger.

Det kan A/B Skovgården på Frederiksberg tale med om. Her skulle det originale tag fra 1930’erne udskiftes, og der var mulighed for at etablere ekstra kvadratmeter, som boligerne på 4. sal kunne udvides med.

Trods to ekstraordinære generalforsamlinger lykkedes det ifølge formand Carsten Weber Nielsen ikke at blive enige om en model for finansieringen, og foreningen afsluttede for nylig et års renoveringsprojekt uden at få ekstra boligareal på loftsetagen.

Læs mere: Lav rente banede vej for nyt tag og fuger

Artiklen er en del af temaet Andelsboliger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157