23948sdkhjf

Anlægsbranchen halter efter resten af byggeriet

Ny konjunkturupdate viser, at anlægsinvesteringerne falder i 2016 og 2017. Fald på vejområdet er hovedårsagen
Festen ser foreløbig ud til at være forbi for anlægsvirksomhederne. Efter flere år med stor aktivitet på anlægsmarkedet, ser der ud til at være tilbagegang i de kommende år.

En ny konjunktur-update fra Dansk Byggeri, som organisationen offentliggør i dag, viser, at hvor de samlede anlægsinvesteringer i 2015 var 37,6 mia. kroner, forventes de i 2016 at falde til 34,3 mia. kroner og 32,8 mia. kroner i 2017.

Særligt de offentlige vejinvesteringer - herunder ikke mindst de statslige vejprojekter - falder i de kommende år.

Hvor de offentlige vejprojekterne i 2015 lå på 9,2 mia. kroner i 2015, lyder forventningen i år på 6,4 mia. kroner i år og 5,6 mia. kroner i 2017 - og disse investeringer bliver ikke opvejet af ny aktivitet på andre områder.

Dansk Byggeri forventer eksempelvis ingen væsentlig aktivitet på Femern-forbindelsen og Storstrømsbroen i løbet af i år og næste år. Samtidig er investeringerne på det københavnske metroprojekt store, men faldende.

"Det er ærgerligt, fordi investeringer på anlægsområdet er kloge, fremadrettede investeringer. En velfungerende infrastruktur er en grundlæggende parameter for et velsmurt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Rentable projekter bør derfor som udgangspunkt altid gennemføres, da de bidrager til at fremme væksten over en bred kam", siger Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen, til organisationens nyhedsbrev Barometer.

Presset asfaltbranche

Faldet i de offentlige vejinvesteringer mærkes også i asfaltbranchen.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad skrev i går, koster priskrig og ikke mindst manglende politisk planlægning af vejbyggeri og -vedligeholdelse dyrt på bundlinjen hos asfaltindustrien .

Eksempelvis har Vejdirektoratet ikke som tidligere fået fireårige anlægsbevillinger, og både en motorvej til Kalundborg og en jysk motorvej langs med Hærvejen er enten udskudt eller skrinlagt.

"Asfaltbranchen er meget konkurrenceudsat, og så kan man diskutere, om vi er tilstrækkeligt effektive eller ej. Men vi arbejder på en knivspids for at tjene penge. Derfor er det alfa og omega, at vi har et stabilt inflow af ordrer", sagde adm. direktør Hans Oluf Krog fra Colas Danmark til Licitationen - Byggeriets Dagblad i går.

Han mener, at problemerne også skyldes, at ordrerne fra de offentlige kunder svinger meget fra år til år.

Går den rigtige vej

På trods af tilbagegangen i anlægsbranchen viser Dansk Byggeris nye konjunktur-update, at det under et går den rigtige vej i bygge- og anlægsbranchen, hvor der forventes fremgang i år og i 2017.

Det er særligt fremgang i boligbyggeriet, som trækker læsset, hvor der i 2017 for første gang siden 2007 ventes at blive bygget mere end 20.000 boliger på et år.

Desuden betyder en stigende økonomisk fremgang herhjemme kombineret med stigende boligpriser og et lavt renteniveau, at boligejerne vil udføre flere renoverings- og vedligeholdelsesarbejder i de kommende år.

Læs også: " Disse anlægsprojekter bør gennemføres nu ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126