23948sdkhjf

Sønderjysk entreprenør gør sig i Tyskland

Rudebeck A/S har gennem flere år gennemført håndværksarbejde syd for grænsen. De tyske aktiviteter er med til at sikre arbejde, hvis det går skidt herhjemme, fortæller direktør
I øjeblikket buldrer byggeaktiviteten derudaf i Tyskland, og det får Dansk Byggeri til at opfordre til at se over grænsen, hvor der kan være opgaver at hente for danske entreprenører.

Det gælder ikke mindst for de syd- og sønderjyske virksomheder.

Sydjylland oplever nemlig ikke den samme vækstfremgang som andre dele af Danmark, og derfor vil det være oplagt at forsøge at køre over grænsen og få ordrebogen fyldt op, lyder det fra arbejdsgiver- og brancheorganisationen.

Et af de sønderjyske entreprenørfirmaer, der allerede gør sig i det tyske marked, er Rudebeck A/S.

Virksomheden med base på Industrivej 7 i Padborg gør sig primært i murerarbejde men har også kompetencer inden for blandt andet beton og har været aktiv i Tyskland i mange år. Nærmere bestemt siden slutningen af 1980’erne, hvor virksomheden lavede meget for det tyske mindretal.

Det gælder alt fra børnehaver og skoler til plejehjem, fortæller virksomhedens direktør, Uve Jensen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Også i nyere tid har virksomheden gjort sig i arbejde i nabolandet mod syd. Sidste år lavede de blandt andet en Fakta-butik i Süderlügum, og virksomheden er netop nu i gang med at give tilbud på en opgave ved Fleggaard.

"Firmaet har været kendt dernede i mange år, og der er stadig nogle, der ringer", siger han og oplyser, at han ikke har noget skidt at sige om at arbejde i Tyskland.

Papirarbejde skal prioriteres

Han gør samtidig opmærksom på, at der er en række ting, man som dansk virksomhed skal have for øje, når man søger mod opgaver i det tyske. Blandt andet skal man være omhyggelig med at lave papirer og få det i orden, og man skal hele tiden redegøre for, hvor ens ansatte er henne.

"Hvis du har styr på papirerne og reglerne, så er det udmærket at arbejde i Tyskland", siger Uve Jensen.

Han fortæller, at aktiviteterne over grænsen er langt færre end i virksomhedens storhedstid, men at de fortsat prioriterer opgaver her, da det er godt også at have en forretning udenlands, hvis det går skidt herhjemme.

Lige nu er der mellem otte og femten ansatte i Rudebeck A/S, og målet er ikke at blive meget større.

"Jeg kan godt lide at være tæt på mine medarbejdere", siger Uve Jensen.

Læs også: " Dansk Byggeri: Danske håndværksvirksomheder kan med fordel se mod Tyskland ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094