23948sdkhjf

Dansk Byggeri: Danske håndværksvirksomheder kan med fordel se mod Tyskland

Syd for grænsen er der godt gang i byggeriet, og det giver muligheder for danske håndværksvirksomheder. Men selvom Tyskland er en del af EU’s indre marked, er det ikke bare lige til at hoppe i firmabilen og køre over grænsen
Det ene byggeprojekt efter det andet skyder op i Tyskland. Især boligbyggeriet går frem, men også erhvervsbyggeriet og det offentlige byggeri klarer sig godt, og tyske bygge- og anlægsvirksomheder oplever over en bred kam, at både omsætningen stiger, og ordrebogen bugner.

Den positive situation gør det nemmere for danske virksomheder at forsøge sig syd for grænsen, lyder det fra Dansk Byggeri.

Ifølge nye tal fra den tyske byggeorganisation HDB - Hauptverband der Deutschen Bauindustrie - er den samlede omsætning i den tyske byggebranche i første halvår af 2016 steget med 8,4 procent i forhold til samme periode sidste år, mens ordrebeholdningen er steget med 18,1 procent.

"Det er første gang i tyve år, at de tyske virksomheder har oplevet så stor en ordretilgang, og med den fart, der er på det tyske marked i øjeblikket, er der gode muligheder for, at danske virksomheder kan få en god bid af kagen", siger chefkonsulent i Dansk Byggeris internationale afdeling, Anita Kurowska Larsen.

"Som underentreprenør til nogle af de større tyske - eller endnu bedre danske - virksomheder er der gode chancer for mindre eller mellemstore danske virksomheder, der gerne vil lære det tyske marked at kende, inden de selv prøver kræfter med at byde på selvstændige opgaver hos tyske bygherrer", fortsætter hun og fremhæver, at det især er oplagt for virksomhederne i Syd- og Sønderjylland at søge sydpå.

"Sydjylland oplever ikke den samme vækstfremgang som andre dele af landet, og derfor vil det være oplagt at forsøge at køre over grænsen og få ordrebogen fyldt op", siger hun.

Ikke uden udfordringer

Hun understreger over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der i princippet ikke er noget, der hindrer virksomhederne i at byde på entrepriserne selvstændigt fra starten, men at tilbagemeldinger fra danske virksomheder, der har forsøgt sig, viser, at det tager tid at lære et nyt marked at kende.

Derfor er det umiddelbart en god idé at starte ud som underentreprenør og på den måde opnå erfaringer og få referencer, der kan bringe en foran i køen senere hen.

"Det kan godt være, at man er mester til at begå sig på markedet i Danmark, men det kræver noget at begå sig udenlands", fortæller Anita Kurowska Larsen.

Hun henviser til, at der både er kulturelle forskelle og forskellige regler og administrative procedurer, man som virksomhed skal være opmærksom på, inden man underskriver en kontrakt.

"Hvis man for eksempel gerne vil arbejde for en tysk virksomhed, er det utrolig vigtigt, at man både kan det tyske sprog og har forståelse for den særlige tyske forretningskultur. Det handler både om de menneskelige relationer og om en helt anderledes tilgang til entreprisekontrakter, hvor mange danske virksomheder tidligere er endt med at forlade deres byggeplads i Tyskland med et kæmpe minus i kassen", siger hun.

Læs også: " Sønderjysk entreprenør gør sig i Tyskland ".

Nedslag i den tyske rapport
Efterspørgslen på erhvervsbyggeri er i første halvår 2016 steget med 15 procent sammenlignet med første halvår 2015, og omsætningen er steget med 5,3 procent. Det hænger blandt andet sammen med flere afsatte midler fra den tyske stat til jernbaner og andet infrastruktur.
På det offentlige byggeri er der sket en stigning i ordretilgangen på 19,7 procent, og omsætningen er steget med 6,7 procent. Den øgede efterspørgsel efter flygtningecentre spiller blandt andet ind her.
Når det gælder boligbyggeriet, så er der sket en stigning i ordretilgangen på 21,3 procent, og omsætningen er steget med 16,8 procent. Byggesektoren drager ikke kun fordel af vedvarende lave renter, men også af den fortsatte positive arbejdsmarkedssituation, indvandring og migration i Tyskland. Især har der været efterspørgsel på boligblokke.
Tallene her bygger på statistik fra virksomheder i den tyske bygge- og anlægsbranche med 20 eller flere ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125