23948sdkhjf

Byggeriets virksomhedsejere har langt til millionerne

Det er ikke let at tjene penge på at drive byggevirksomhed i Danmark, viser regnskabsgennemgang
Mange af byggeriets ejerledede virksomheder – det vil sige virksomheder, der både ejes og ledes af samme person eller kreds af personer – har svært ved at tjene penge.

Det viser et særudtræk i en omfattende regnskabsgennemgang, som Deloitte har lavet for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Revisionsfirmaet har gennemgået mere end 10.000 årsregnskaber – herunder 1.050 i byggeriet.

Byggevirksomhedernes regnskaber viser, at ejerlederne her i gennemsnit kan sætte fire kroner og 76 øre i banken hver gang, de sælger for 100 kroner.

For de ejerledede virksomheder generelt i Deloittes regnskabsgennemgang gælder det fire kroner og 90 øre.

”Det er for lavt. Det generelle billede er simpelthen, at der bliver tjent for få penge blandt ejerlederne i byggeriet”, siger Thomas Frommelt, partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen.

”Det viser, at det stadig er vigtigt, at virksomhederne optimerer deres forretningsgange, og at de stadig skal være meget opmærksomme på, hvilke projekter de tager ind. Der skal simpelthen endnu større fokus på rentabiliteten”, fortsætter han.

Han hæfter sig mest ved, at mens indtjeningen i den generelle analyse af de 10.000 regnskaber viser en fremgang, så er der tale om tilbagegang, hvis man alene fokuserer på byggevirksomhederne.

”Det overrasker. Vi så jo en stigning i 2014-regnskaberne, og det havde jeg regnet med ville fortsætte. Noget af det er selvfølgelig, at lønnen stiger, men det viser også, at man ikke er blevet markant bedre til at styre projekter. Det skal til”, siger Thomas Frommelt og understreger dertil, at der er for mange aktører i værdikæden.

For få med gentagne overskud

Ud over en lav overskudsgrad har blot cirka 58 procent af de ejerledede virksomheder i byggeriet haft overskud hvert eneste år de seneste tre år. Det tal burde også være højere, mener han.

”Hvis branchen skal være sund, så skal der være en kontinuerlig række af overskud i de enkelte virksomheder. Lige nu er mange stadig for følsomme”, siger Thomas Frommelt og påpeger desuden, at et overskud i analysen blot kan være en krone.

Når det gælder 2016, så forventer han øget aktivitet.

”Men jeg kan godt blive bekymret for evnen til at tjene penge samtidigt, når vi ser de her tal. Det er mit håb, at man har lært af finanskrisen. At man vægter at tjene penge mere end blot at få projekter ind”, siger han.

Læs også: Dansk Byggeri fremhæver presset marked

Undersøgelsen
Analysen er udarbejdet af Deloittes afdeling for ejerledede virksomheder og omfatter virksomheder i selskabsform med 5 til 200 ansatte, op til 500 mio. kroner i omsætning og maksimalt 143 mio. kroner i balancesum. Finansielle virksomheder, fonde, foreninger, andelsselskaber og filialer er ikke omfattet af analysen.
Analysen omfatter 10.132 virksomheder – herunder 1.050 virksomheder i byggeriet – og bygger på de seneste tre års nøgletal og resultater.
Ud af de 1.050 byggevirksomheder er 498 virksomheder med 5 til 10 ansatte, 485 virksomheder med 11 til 50 ansatte, 49 med 51 til 100 ansatte og 18 med flere end 100 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125