23948sdkhjf

Dansk Byggeri fremhæver presset marked

Skrap konkurrence spiller ind på mulighederne for at tjene penge i byggeriet, fremhæver brancheorganisation
Hos Dansk Byggeri er man ikke som sådan overrasket over, at mange af de ejerledede virksomheder i byggeriet er på et niveau, hvor de i gennemsnit kan sætte fire kroner og 76 øre i banken, hver gang de sælger for 100 kroner.

Beløbet stammer fra data i en omfattende regnskabsanalyse, som Deloitte har trukket ud for Licitationen - Byggeriets Dagblad .

Revisionsfirmaet har gennemgået mere end 10.000 årsregnskaber – herunder 1.050 i byggeriet.

”Vi har et marked, der er præget af meget hård konkurrence. Dermed ikke sagt at der ikke kan strammes op. Mange virksomheder har allerede set på, hvordan de kan optimere deres forretningsgange, og det er en proces, der skal foresætte, men der er også en øvre grænse for, hvad overskudsgraden kan blive grundet konkurrencesituationen”, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri.

Han peger desuden på, at en overskudsgrad omkring de fem for nogle er et mål, og at det i et historisk perspektiv heller ikke er så dårligt.

Han hæfter sig på samme måde som Thomas Frommelt fra Deloitte ved den faldende indtjening fra 2014 til 2015 og understreger, at man med den optimeringsproces, som mange byggevirksomheder har været igennem efter finanskrisen, godt kunne have haft en formodning om, at den ville være steget, men at konkurrencesituationen igen spiller ind.

”Det der også kan være et element er såkaldt ”labour hording”. Selvom virksomhederne måske ikke har arbejde til alle nu, så holder de på medarbejderne i frygt for, at når aktiviteten stiger, så kan de ikke få kvalificeret arbejdskraft, hvilket har været et stort emne den senere tid”, siger Andreas Fernstrøm.

Ingen raketfart

Han glæder sig over, at flere byggevirksomheder har overskud i 2015, men hæfter sig også ved, at kun omkring 58 procent af de 1.050 medtagne byggevirksomheder har overskud i alle de seneste tre regnskabsår.

”Det viser, at vi fortsat har et presset marked, hvor der ikke skal gå meget galt, før det tipper”, siger han.

Når det gælder forventning fremadrettet, så tror han ligesom Thomas Frommelt på stigende aktivitet.

”Men det er ikke sådan, at jeg forventer, at overskudsgraden lige pludselig vil gå i vejret med raketfart. Jeg forventer et nogenlunde lige leje på grund af den hårde konkurrence”, siger han og peger på privatmarkedet, at BoligJobordningen har ændret form, og at det offentlige er blevet pålagt at være tilbageholdende.

”Vi venter stadig på at privatforbrugerne for alvor kommer op i omdrejninger og øger aktiviteten. Vi har her en forventning om, at der ligger et opsparet renoveringsbehov i det markedssegment”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.925