23948sdkhjf

Fond sikrer finansiering af sejlsportscenter i Aarhus

Salling Fondene donerer 10 mio. kroner til det kommende Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Dermed er de 72 mio. kroner til centret på plads
Byggeriet af det kommende Aarhus Internationale Sejlsportscenter er nu sikret. Salling Fondene har doneret 10 mio. kroner til projektet, og donationen følger i samme uge, som Nordea Fonden donerede 16 mio. kroner til projektet .

Dermed er finansieringen til det 72 mio. kroner dyre center på plads, efter A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond sidste år bevilgede 36 mio. kroner til sejlsportscentret og Aarhus Kommune har postet 10 mio. kroner i centret, der skal ligge direkte på Bugtpromenaden på Aarhus Ø.

”Det er et meget bredtfavnende projekt, som vil glæde de mennesker, som sejler – men også de, som holder af at kigge på. Et internationalt sejlsportscenter vil tiltrække mennesker fra nær og fjern og skabe store oplevelser i Aarhus - ligesom det vil bidrage til at lære børn og unge at færdes sikkert på havet. Fra Salling Fondene er vi meget glade for at kunne bidrage til, at sejlsportscenteret bliver en realitet”, siger næstformand Karin Salling fra Salling Fondene.

Vært for VM i 2018

Det 3.100 kvm store sejlsportscenter skal fra september 2017 gøre sejlsport endnu lettere tilgængeligt og attraktivt i Aarhus og øge interessen for sejlsport som fritidsaktivitet.

Desuden skal det sætte Aarhus på sejlsportens verdenskort, ikke mindst når sejlsportscentret bliver centrum for VM for alle olympiske bådklasser i 2018.

”Jeg er utrolig glad for donationen fra Salling Fondene, der er medvirkende til at realisere projektet og dermed sejlsportsrammer i verdensklasse”, siger Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S), i en pressemeddelelse.

Entasis har tegnet

Allerede i efteråret 2013 blev der udskrevet en projektkonkurrence om at udforme det kommende sejlsportscenter.

Blandt fem udpegede projektteams vandt et forslag fra arkitektfirmaet Entasis A/S i samarbejde med Praksis Arkitekter, ingeniørfirmaet Henry Jensen A/S og landskabsarkitekterne Schønherr A/S.

Nu venter færdiggørelsen af projekteringen og lokalplanen, før byggeriet som forventet kan gå i gang efter sommerferien 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125