23948sdkhjf

Kæmpe entreprenørkoncern fordobler sin danske omsætning - og sit underskud

Züblin præsenterer et årsregnskab for 2014 med en vækst på 116 procent i omsætning, 156 procents vækst i antal ansatte og 56 procents vækst i ordreporteføljen. Men væksten koster på bundlinjen
I 2013 omsatte Züblin for 581 mio. kroner. I 2014 hævede entreprenøren sin omsætning med 116 procent til knap 1,3 mia. kroner. Det er en række store projekter, der præger Züblins 2014:

En totalentreprisekontrakt for opførelsen af det 42.000 kvm store Axel Tower på Axeltorv i København; en hovedentrepriseaftale om den samlede opførelse og færdiggørelse af Bryghusprojektet i København; færdiggørelse af Egedal Rådhus og Sundhedscenter til Egedal Kommune; Råhus på mærskbygningen ved Panum Institutet, projektet med Nordhavnsvejen samt en række større bro- og funderingsopgaver. Det er samspillet med det tyske moderselskab, som har gjort det muligt for Züblin A/S at øge omsætningen så meget på så kort tid.

”Med en så stor koncern i ryggen, har vi mulighed for at gå ind og tage de store projekter. Det havde ikke kunnet lade sig gøre på en stand alone basis”, siger Steen Hager Nielsen, økonomidirektør i Züblin.

Virksomheden har de senere år oplevet flaskehalse specielt inden for anlægssektoren, og derfor gør virksomheden også brug af sine tyske kollegaer.

”Det er vigtigt, at vi kan trække ressourcer mellem Danmark og Tyskland, for vi kan eksempelvis ikke hyre 50 funktionærer hurtigt nok i det marked, vi har i Danmark nu. Men vi kan gøre det ved at trække tyske ressourcer ind i en overgangsperiode, og så mander vi sideløbende op, alt hvad vi kan med dansk bemanding”, siger han.

Züblin A/S har 285 ansatte i Danmark, men beskæftiger lige nu 550 fra koncernen i Danmark, så Steen Hager Nielsen estimerer, at der er 50 procent danskere og 50 procent koncernansatte.

”Vi er og vil altid være en international virksomhed, men arbejdende i Danmark, og målsætningen er, at få så mange danskere ind i vores virksomhed som overhovedet muligt”, siger Steen Hager Nielsen.

Men fleksibiliteten hjælper Züblin til opgaver.

”Vi vinder på vores fleksibilitet, og det at vi kan komme med nye og innovative løsninger til det danske marked, der på entreprenørsiden desværre er meget konservativt. Derudover har vi har en finansiel styrke, og når du lægger de tre ting sammen, er vi rigtig stærke”, siger han.

Læs mere om Züblin: " Stor interesse for Züblins tyske rødder ".

Sort bundlinje i 2015

Og i 2015 kommer de store projekter også til at give plus på bundlinjen, spår økonomidirektøren, der også gerne havde set et plus i 2014, der landede med et underskud på 19 mio. kroner mod et underskud på 9 mio. kroner i 2013. Få tabsgivende projekter har kostet sammen med opgraderingen af organisationen, der hører til den høje vækst.

”Det koster penge at lave nye kontorer og ansætte mennesker og gøre sig klar, og nok er 19 millioner et minus, men det er ikke så langt fra et nul”, siger han.

Züblin tog sit første store spring i forhold til store danske projekter i 2011 med tilslutningen mellem den kommende Nordhavnsvej og Helsingørmotorvejen. Et projekt til over 1 milliard der blev vundet sammen med E. Pihl & Søn.

”Det er der, vi besluttede at satse mere målrettet på en større omsætning i Danmark og nogle flere projekter”, siger Steen Hager Nielsen.

Årsrapport Züblin A/S
Mio. kroner
2013 2014
Omsætning 581
Driftsresultat -11 -24
Årets resultat -9 -19
Egenkapital 21 61
Antal ansatte 111 285

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122