23948sdkhjf

Ud med post-its, ind med digitale løsninger - og vind en pris på vejen

Der skal en innovativ digital løsning til, når juryen skal vælge sin favorit til Digitaliseringsprisen forud for Building Awards 2024

En digitalisering af branchen er fuldstændig afgørende for fremtidens byggeri. 

For kun anden gang nogensinde skal Digitaliseringsprisen derfor uddeles ved byggebranchens største awardshow, Building Awards, når Licitationen den 21. november er vært for årets største fest.

Building Awards og Digitaliseringsprisen 

Building Awards er bygge- og anlægsbranchens samlingspunkt. Her mødes branchens største og mest innovative aktører, når Licitationen hylder de virksomheder, personer og projekter, der har revolutioneret dansk byggeri.

Digitaliseringsprisen går til en aktør, der har implementeret innovative digitale løsninger og teknologier i byggeprocessen.

Digitaliseringsprisen er sponsoreret af Chisa.

Link til nominering – deadline den 5. juni 

En innovator

Digitaliseringsprisen hylder en aktør i byggebranchen, der har excelleret i den digitale transformation ved at implementere innovative digitale løsninger og teknologier i byggeprocessen.

Ifølge Christina Hvid, der er adm. direktør i Molio og jurymedlem, er juryen på udkig efter noget nyt: 

- Man leder jo altid efter dem, der har udarbejdet noget nyt, som digitaliseringsmæssigt gør, at branchen arbejder mere effektivt. Det gælder både det grønne område og branchen i det store hele, siger hun. 

Post-its? Nej tak 

Hvis Christina Hvid skal svare på, hvorfor digitalisering er vigtig for Molio, dan danske bygge- og anlægsbranches videnscenter, skal man først forstå én ting: 

- Det er vigtigt for samfundet. Derfor er det vigtigt for byggebranchen, siger hun. 

Molio har til opgave at understøtte byggebranchen i en mere effektiv og bæredygtig retning, og i den sammenhæng er de digitale værktøjer centrale, mener direktøren. Molio udvikler selv digitale værktøjer, og fonden var nomineret til Digitaliseringsprisen i 2023 med værktøjet Leksicon. 

- De digitale værktøjer er centrale, fordi de selvfølgelig understøtter, at du kan arbejde mere digitalt og effektivt, men også fordi du med digitale værktøjer kan dokumentere den grønne omstilling, siger Christina Hvid. 

Hun griner, mens hun fortsætter: 

- Det kan være svært (at dokumentere, red.) med post-its og Excel. 

Visionært og branchenært

Digitaliseringsprisen 2023 gik til "DesignLCA" fra den københavnske virksomhed Formfaktor.

LCA-beregninger, også kendt som livscyklusvurderinger, handler om bygningers klimabelastning. DesignLCA kan i de tidlige designfaser beregne CO2-udledningen fra selve byggeriet og bygningens drift.

DesignLCA blev beskrevet som et både visionært og branchenært projekt, der formåede at imponere juryen ved Building Awards i 2023. 

Juryens nøglepunkter 

Digitaliseringsprisen uddeles ud fra en række nøglepunkter. 

Modtageren skal være en pioner i anvendelsen af avancerede digitale teknologier inden for byggeriet. Modtageren skal have fokus på betydelige bidrag til digitalisering af bygge- og anlægsbranchen. Og så skal modtageren demonstrere, hvordan digitalisering forbedrer effektivitet og præcision i byggeprojekter.

Jurymedlem Christina Hvid peger også på grøn omstilling, selvom det ikke er et krav for at modtage prisen. 

- Det kan sagtens være, er er et projekt, der overrasker. Men der er ingen tvivl om, at der er mange interesser i digitale værktøjer, der understøtter den grønne omstilling, siger hun. 

Artiklen er en del af temaet Building Awards 2024.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172