Projektchef til Svane Køkkenet Cluster
Når køkkenet er solgt, begynder den del, der afgør kundeoplevelsen. Som projektchef hos Svane Køkkenet Cluster får du ansvar for at samle ordrer, projektstyring, lager, montage, service og kvalitet i én stærk leveranceorganisation.
Hele vejen fra rådgivning og salg til levering og service
Svane Køkkenet Cluster består af Svane Køkkenet i Odense, Kolding, Vejle og Lyngby. Fire butikker i én samlet organisation. Fælles ledelse og lokal tilstedeværelse tæt på kunderne.
Clusteret arbejder på tværs af privat-, typehus- og projektsalg og leverer løsninger inden for køkken, bad, bryggers og opbevaring. Her skal rådgivning, levering, montage og service hænge sammen, så kunden får en god oplevelse igennem hele processen.
Efter et år med markant fremdrift er næste skridt at gøre væksten mere skalerbar. Derfor oprettes rollen som projektchef. Hvis det er dig, vi leder efter, skal du sikre mere struktur, bedre udnyttelse af kapaciteten og en stærkere sammenhæng fra ordregrundlag til afsluttet kundesag.
"Vi leder efter en projektchef, der kan få komplekse leverancer til at fungere i praksis. En leder, der både kan stå tæt på driften, skabe tydelige processer og sikre, at vi leverer rigtigt første gang." - Ian Holmgaard, Group CEO
Med andre ord skal du ikke bare holde hjulene i gang. Du får mandat til at bygge den leveranceorganisation, der skal gøre væksten stærkere og mere skalerbar.
Du samler op på det, der sker efter salget
Du ejer ikke salget. Men du får ansvar for meget af det, der afgør, om salget bliver en succes.
Som projektchef skal du skabe klare overdragelser, tydelige roller og en fælles måde at arbejde på tværs af Privat og Erhverv. Når en ordre er lagt, et projekt er i gang, en montage skal planlægges, eller en kundesag kræver opfølgning, skal der være styr på ansvar, økonomi, kvalitet og næste skridt.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- lede og udvikle den samlede leveranceorganisation på tværs af Privat og Erhverv
- skabe bedre processer fra ordre og projektstyring til montage, aflevering og service
- følge op på leveringssikkerhed, reklamationer, genbesøg, kapacitet og projektøkonomi
- styrke samspillet mellem salg, drift, montagepartnere, leverandører og kunder
- bruge fejl og kundesager til læring, forbedringer og tydeligere standarder
Du refererer til Group CEO og får primær base i Odense, hvor flere fælles driftsfunktioner samles. Rollen går på tværs af Odense, Kolding, Vejle og Lyngby, og du skal være synlig dér, hvor driften foregår.