Projekt- og kundeansvarlig til veletableret virksomhed inden for metalbearbejdning
Teknisk indsigt, stærke kunderelationer og kvalitet uden kompromis. Hvis du har erfaring fra metalindustrien og ønsker en rolle med stort ansvar og mange samarbejdsflader, kan du være den projekt- og kundeansvarlige, Blunico søger.
Kvalitet i alle led – fra idé til færdigt produkt
Blunico er specialiseret i avanceret metalbearbejdning med en klar mission om at levere kvalitetsløsninger, der skaber værdi for kunderne. Med kompetencer inden for blandt andet laserskæring, bukning, svejsning, CNC-spåntagning og overfladebehandling arbejder Blunico med ordreproduktion og specialprojekter til en bred vifte af industrier.
Som projekt- og kundeansvarlig bliver du en nøgleperson i at sikre, at Blunico fastholder sit høje kvalitetsniveau i alle projekter. I tæt samarbejde med dine kolleger får du ansvaret for drift, kvalitet, planlægning og udvikling af kundesamarbejdet. Mere konkret kan du se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Varetage den daglige kontakt med kunder og leverandører, herunder planlægning, prioritering og koordinering af opgaver
- Ordrebehandling og vedligeholdelse af data i ERP-systemet, BC365
- Oprettelse og vedligeholdelse af styklister og produktionsruter
- Sparre med kunder om tekniske løsninger og udarbejde tilbud
- Deltage i audits og sikre compliance med certificeringer og gældende standarder (fx ISO 3834 og ISO 9001)
- Sikre korrekt dokumentation, sporbarhed og overholdelse af svejseprocedurer (WPS/WPQR)
- Drive forbedringsinitiativer inden for arbejdsgange, kvalitet, dokumentation og effektivitet
- Medvirke til trivsel, kompetenceudvikling og stærk faglig kultur
Du får en rolle med mange berøringsflader og kommer til at arbejde tæt sammen med produktion, kvalitet, planlægning og projektledelse. Med reference til produktionschefen bliver du en del af den produktionstekniske afdeling, og selv får du ansvaret for én medarbejder. Blunico har base i Horsens.