Teamkoordinator og Projektleder til Arealer og Veje - Aalborg Kommune
Aalborg Kommune søger to nye medarbejdere til afdelingen Arealer og Veje – en teamkoordinator og en projektleder til Team AK Arealer. AK Arealer er en del af forvaltningsgrenen Projekter og Koordinering i Teknik og Miljø, som arbejder med at understøtte kommunens langsigtede udviklingsmål, sikre effektiv udnyttelse af arealer og bidrage til bæredygtig byudvikling.
Teamet består af 8 personer med forskellige fagligheder inden for teknisk projektering og byggestyring til planlægning og arealadministration til teknisk viden om byggeri og ejendomme, der skal sælges. Derudover er der en studentermedhjælper tilknyttet teamet.
Bliv en del af en stolt vækstkommune
Med sine cirka 18.000 medarbejdere, cirka 225.000 indbyggere og flere end 1.000 årlige tilflyttere er Aalborg Kommune en stolt vækstkommune, som de sidste årtier har gennemgået en markant udvikling. Selvom kommunen strækker sig over mere end 1.000 km2, er der stadig kort afstand mellem mennesker og fra ord til handling. Og det er derfor, at man i Aalborg Kommune siger: Vi udvikler os sammen!
Som medarbejder i Aalborg Kommune får du rige muligheder for at dygtiggøre og udvikle dig. Derfor vil du løbende få tilbud om kompetenceudvikling i det daglige og gennem kurser og efter- og videreuddannelse – Både når du har ambitioner om at gå ledervejen eller specialistvejen.
Specifikt for området Teknik og Miljø kan du se frem til at blive en del af en kultur kendetegnet ved medledelse og en stor motivation for at skabe løsninger der giver mening. Man tager fælles ansvar, sparrer på tværs og spiller på den vis hinanden gode.
Det du skal hos os
For begge stillinger:
I AK Arealer arbejder vi med forvaltning af kommunens frie arealer som grundejer, byggemodning, grund- og bygningssalg m.m. Alt dette med et særligt fokus på at indfri kommunens økonomiske mål og ambitioner for hvor der udvikles på kommunale arealer, eller hvor der er arealer som kan afhændes til privat ejerskab.
Du vil få ansvar for egne projekter, som relaterer sig til værdikæden mellem kommunal arealforvaltning og afhændelse af enten byggegrund, råjord eller ejendomme. Du skal derfor forvente at kontakt til mulige købere af kommunale arealer eller koordinering med leverandører af tjenesteydelser, såsom ejendomsmægler eller konsulenter, vil være en del af hverdagen. Du skal derfor kunne håndtere og drive processer i komplekse forløb, hvor der skal findes løsninger på tværs af forvaltninger. Med øje for sikker økonomistyring skal du udarbejde sagsfremstillinger og beslutningsoplæg til de politiske udvalg, der bidrager til at sikre at de arealmæssige ressourcer i Aalborg Kommune udnyttes på en økonomisk bæredygtig måde.
Med udgangspunkt i imødekommende og professionelle dialoger med borgere, virksomheder og samarbejdspartnere skal du lave grundige vurderinger af udbud og efterspørgsel, samt analysere og identificere udviklingspotentialer med henblik på arealudvikling, byggemodning og salg. Derudover skal du kunne bidrage med faglig indsigt i bl.a. planlægning, udarbejdelse af lokalplaner og kommuneplan.
For teamkoordinatoren:
Som teamkoordinator vil du foruden den daglige opgaveløsning have en vigtig rolle i at skabe overblik over teamets samlede opgaver og leverancer. Du bidrager med tydelig prioritering og fordeling af opgaver i tæt samarbejde med kollegaerne i teamet, samt kvalitetssikring af teamets processer og produkter, gennem løbende opfølgning og faglig sparring. Dertil vil du have en central rolle som bindeled til andre teams – og forvaltninger - i forhold til den tværgående opgaveløsning og tværfagligt samarbejde.
I AK-arealer arbejdes der med distribueret ledelse hvor du som teamkoordinator har ansvar for at det faglige niveau i opgaveløsningen opretholdes. Du vil derfor fungere som et fagligt og koordinerende samlingspunkt hvor andre medarbejdere i teamet kan henvende sig for faglig støtte og sparring ved behov og du vil fungere som en central sparringspartner for afdelingslederen for Arealer og Veje, som du refererer til.
Sammen med afdelingslederen bidrager du til strategiudvikling, erfaringsdeling og den løbende udvikling af opgaveløsningen. Derudover medvirker du til budgetopfølgning og fakturering, mens det overordnede budget- og personaleansvar er placeret hos afdelingslederen.
Det vi forventer af dig
For begge stillinger:
Din uddannelsesmæssige baggrund til stillingen kan være mangeartet. Det vigtigste for os er at du:
- Har erfaring med projektledelse og fagligt kendskab til planlægning og rammerne for arealforvaltning, herunder lokalplaner, kommuneplan og de processer, der knytter sig til arealudvikling. Erfaring med konkret arealudvikling eller projektudvikling fra det offentlige eller private, vil være en fordel
- Har en stærk økonomiforståelse og kendskab til kommunaløkonomi samt evnen til tydeligt at formidle, hvordan indtægter og udgifter hænger sammen.
- Kan arbejde både operationelt i den daglige drift og strategisk med udviklingsmuligheder på længere sigt
- Har en stærk analytisk sans, og evner at lave brede analyser og formidle disse gennem præcise og robuste sagsfremstillinger
- Er imødekommende og har lyst til at være i kontakt med borgere og har evnen til at kunne sætte dig selv i deres sted og se tingene fra flere vinkler, så vi kan finde en løsning i fællesskab.
For teamkoordinatoren:
Som teamkoordinator skal du udover ovenstående også evne at:
- Have overblik over den samlede opgaveportefølje
- Sikre styring, prioritering og fremdrift i opgaverne med en medledende tilgang sammen med resten af teamet, så vores ressourcer benyttes optimalt
- Bidrage til proaktiv budgetlægning for teamets ansvarsområde
- Være fleksibel, omstillingsparat og kunne agere i en rolle med mange kontaktflader.
- Bidrage til den strategiske udvikling af området
- Spotte trends og udviklingsområder – også på tværs af kommunegrænser – og sikre en løbende faglig udvikling af teamet.
- Bidrage til samarbejdet på tværs af projekter i Teknik og Miljø og andre forvaltninger som en del af teamforum