Kvalitetschef til akvakulturvirksomhed
Vil du stå i spidsen for kvaliteten i hele produktionskæden – fra regnbueørrederne slagtes til de forlader virksomhedens frysehus - og sikre, at certificeringer, fødevaresikkerhed og dokumentation spiller sammen på højeste niveau? Hos Snaptun A/S får du ansvaret for at drive og udvikle kvalitetsarbejdet i en moderne fødevarevirksomhed.
Sæt standarden for kvalitet i hele værdikæden
Snaptun A/S er en moderne og veldrevet akvakulturvirksomhed med base i Juelsminde og over 30 års erfaring i ryggen. Virksomheden producerer ørreder i højeste kvalitet gennem den fulde værdikæde – fra æg og yngel til færdigpakkede produkter.
Man kan ikke skrive Snaptun uden også at nævne den gode kvalitet. Gennem mange års forædling og opbygning af knowhow inden for opdrætsteknologi opnår virksomhedens ørreder en topkvalitet, som er efterspurgt overalt i verden.
Som kvalitetschef får du det overordnede ansvar for kvalitetssikring, certificering og egenkontrol på produktionsfaciliteten i Snaptun.
Du kan se frem til følgende ansvarsområder:
Gennemførelse af årlige certificeringer (IFS, ASC, HACCP)
Prøvetagning og kvalitetssikring i slagteri og frysehus
Koordinering med laboratorier og eksterne samarbejdspartnere
Kontakt til myndigheder, kunder og certificeringsorganer
Samarbejde med salgs- og kvalitetsafdeling om mærkning og sporbarhed
Bidrag til optimering og udvikling af arbejdsgange i produktionen
Styring og løbende opdatering af vedligeholdelses- og produktionsstyrings- og kvalitetsstyringssystemer - herunder IPW
Du bliver en del af produktionsteamet, som består af 6 medarbejdere, og kommer til at arbejde tæt sammen med både ledelse og kolleger – herunder logistikchef, biologer og kvalitetsmedarbejdere. Du refererer til direktør og medejer, Tim Holmgaard Petersen.