23948sdkhjf
Del siden
Job

Nyuddannet manager til Banedanmarks anlægsportefølje

Vil du være med til at bygge system- og styringsværktøjer, der kan drifte og optimere Banedanmarks anlægsportefølje? Kan du samtidig bevare overblikket, når der skal styres ressourcer til en dynamisk portefølje med projekter på 6 mia.? Så er du den porteføljemanager, vi søger.

Ansøgningsfrist
6. juni 2023
Forventet start
Hurtigst muligt
Antal stillinger
1
Ansættelsesforhold
Fast
Arbejdstid
Fuldtid
Ansættelse
Permanent
Arbejdssted
Danmark Hovedstaden Københavns Kommune

Banedanmarks anlægsdivision bygger og fornyer i disse år den danske jernbane i en række store projekter, hvor planlægning og styring af en række kritiske nøgleressourcer er af afgørende betydning for succes. For at sikre kapacitet til alle Banedanmarks projekter er vi i gang med at opbygge en ny sektion, der står for udvikling, planlægning og styring af Banedanmarks portefølje og kritiske ressourcer. 

Det betyder, at du kommer til at indgå i og være med til at forme en af de vigtigste afdelinger i Banedanmark, som direkte understøtter et af vores overordnede strategiske mål om at levere alle projekter til tiden, budgettet og i rette kvalitet.

En hverdag med mange berøringsflader
Som porteføljemanager er du med til at få tidsplanen til at gå op og sikrer samspil i den store og komplekse portefølje i Banedanmarks Anlægsdivision.

De konkrete opgaver som porteføljemanager vil bl.a. bestå af at:

  • opbygge, forbedre og udvikle koncepter for porteføljeplanlægning og -styring
  • sikre data for alle projekter, herunder planlægning af projekter ind i porteføljen sammen med flere interessenter i organisationen
  • skabe overblik over kritiske kapaciteter f.eks. i form af sporspærring, maskiner og arbejdskraft
  • bistå projekter med løbende planlægning og styring - også når der kræves koordinering på tværs af projekter
  • udarbejde beslutningsoplæg til sektionschef, projektdirektør, direktionen samt evt. eksterne samarbejdspartnere.

Du bliver en del af en afdeling i udvikling, hvor vi kontinuert arbejder med at indarbejde læring og ikke afholder os fra at afprøve nye metoder. Vi ser frem til dine bidrag i denne proces.

Din nye arbejdsplads er vores hovedkontor centralt placeret i København tæt på offentlig transport ved Dybbølsbro station.

Evne til at bevare overblikket og gennemskue konsekvenser på projekterne
De vigtigste kompetencer i jobbet bliver din evne til at holde overblikket og overskue potentielle konsekvenser på både projekt-, program- og porteføljeniveau. Her hjælper din analytiske sans og strukturerede tilgang. Det falder dig naturligt at håndtere kompleksitet og tilegne dig teknisk viden.

Du kommer til at have en bred kontaktflade, og det er derfor også væsentligt, at du kan samarbejde med mange typer af profiler på en imødekommende og uhøjtidelig måde. Du er en god kommunikator og er i stand til at formidle budskaber, således at de bliver forstået og respekteret af modtagerne. Dette medfører, at du med lethed kan indgå i de tværfaglige samarbejder med specialister såvel som banearbejdere og ledere.

Vi forestiller os, at du har en baggrund som nyuddannet inden for eksempelvis Operations & Supply Chain Management eller anden uddannelse med planlægning eller ressource management som omdrejningspunkt evt. med et par års erfaring. Du kan også komme med andre uddannelsesbaggrunde suppleret med erfaring indenfor planlægning, projektledelse, porteføljemanagement eller lign. Det er en fordel men ikke et krav, hvis du kender MS projects, SharePoint Online og evt. Primavera.

Din nye arbejdsplads
Vi tilbyder en rolle med ansvar, hvor du i et bredt samarbejde er med til at sikre realiseringen af strategien i Anlægsdivisionen. Vi er en arbejdsplads med højt humør, hvor ledelsen deltager aktivt i realiseringen af vores ambitioner.

Der er et rigtig godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø i sektionen, og det er kendetegnende for ledere og medarbejdere, at de har lyst til at dele viden og hjælpe hinanden. Herudover er der gode faglige udviklingsmuligheder samt kurser og uddannelse.

I Banedanmark er der plads til alle. Vi har styrket arbejdet med diversitet og mangfoldighed, og har netop tilsluttet os det europæiske initiativ Women in Rail.

Banedanmark kan desuden tilbyde fitnessrum, Falck Health Care sundhedsordning og mulighed for at arbejde hjemmefra i perioder, hvor opgaverne tillader det.

Løn
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC. 

For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad.

For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer, samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.

 

Vær med til noget stort i Banedanmark
I Banedanmark skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og transport af mange tusind tons gods.

Lige nu bygger vi en helt ny attraktiv, grøn jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige tog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Og vi styrer togtrafikken og informerer om den på stationernes skærme og højtalere på fjernbanen.

Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.500 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.

Vil du også være med til noget stort?

bane.dk/Job-og-karriere

Banedanmark
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Københavns Kommune
Danmark

Sådan ansøger du

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen så kontakt sektionschef Anne Marie Egesby. Vi vurderer ansøgninger løbende, så send os din ansøgning og CV hurtigst muligt.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg Job” og følger instruktionerne.

Kontakt
Anne Marie Engemand Egesby
Sektionschef
E-mail
30681794

Søg job

Send til en kollega

0.078