Vejstriber som håndarbejde med stor præcision
Når store infrastrukturprojekter nærmer sig målstregen, skal de sidste detaljer – herunder kørebaneafmærkning – på plads for at give tilstrækkelig vejledning og sikkerhed for trafikanterne. På den nye Storstrømsbro har Saferoad Services stået for alle kørebaneafmærkninger på både vejbaner og gang- og cykelsti, herunder også de særlige grønne rumle- og varslingslinjer, der adskiller vejbanerne.
De grønne rumlelinjer er udlagt som håndarbejde med stor præcision. Projektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan specialiserede kompetencer inden for vejafmærkning kan være afgørende for kvaliteten af det færdige anlæg.
Et projekt med høje krav til præcision
Vejstriberne på den nye bro krævede omfattende planlægning og koordinering. Arbejdet blev udført etapevis i takt med, at de enkelte brosektioner blev asfalteret og frigivet til afmærkning. Samtidig skulle udførelsen tilpasses både vejrlig og øvrige aktiviteter på byggepladsen.
Administrerende direktør Jesper Wraae-Bess fra Saferoad Services fremhæver især kravene til logistik og præcision:
"Det er et projekt, som har krævet meget forberedelse i forhold til både logistik og præcision. Vi har arbejdet med projektet i etaper og udført den grønne markering manuelt og med millimeters præcision."
Håndværksmæssig ekspertise bag 8.200 markeringer
Mens mange vejmarkeringer udføres maskinelt, blev de grønne rumle- og varslingslinjer på Storstrømsbroen udlagt manuelt. Mere end 8.200 grønne striber blev placeret enkeltvis og fastgjort til asfalten.
Arbejdet blev udført af formand Claus Rygaard Jensen og hans makker. For at sikre et ensartet resultat udviklede Claus
Rygaard Jensen sin egen skabelon til opgaven, så afstandene mellem markeringerne blev ensartede gennem hele vejen over broen. Den store omhu i udførelsen af arbejdet giver det rigtige og rolige visuelle udtryk, når trafikanterne passerer markeringerne på broen.
Erfaring gør forskellen på komplekse anlægsprojekter
Storstrømsbroen er med sine fire kilometer Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. På projekter af denne størrelse stilles der ofte særlige krav til dokumentation, koordinering og udførelse, ikke mindst når løsningerne adskiller sig fra standardafmærkninger.
Det kræver en entreprenør, som er gearet til at håndtere specialdesignede løsninger.
"De grønne rumle- og varslingslinjer er ikke et design, vi ser så tit. Men hos Saferoad Services synes vi altid, at det er spændende at arbejde med lidt anderledes designs og finde de rigtige løsninger, der både sikrer holdbarhed og tilgodeser designet," siger Jesper Wraae-Bess.
Kompetencer til komplekse infrastrukturprojekter
Projektet på Storstrømsbroen illustrerer flere af de kompetencer, som rådgivere, entreprenører og offentlige bygherrer efterspørger i moderne anlægsprojekter: præcis udførelse, håndtering af specialafmærkninger, koordinering med komplekse byggeprocesser og evnen til at levere ensartet kvalitet under skiftende forhold.
For Saferoad Services blev opgaven en vellykket afmærkningsentreprise og en demonstration af den specialistviden og det håndværk, som er afgørende for sikre og velfungerende infrastrukturanlæg.