42 prøver på kalkmørtel og -puds til facaderenovering
Carlsberg Akademi består af den italiensk-klassicistiske hovedbygning, Vinterhaven, Pompejisalen, en terrasse og et storslået haveanlæg.
Til facaderenoveringen ville Slots- og Kulturstyrelsen kun tillade materialer med rene kalkprodukter. Dette viste sig at blive en stor udfordring, fordi den eksisterende facadepuds havde en meget større sugeevne end de nypudsede kvadre. Det medførte en meget omfattende proces med 42 udførelsesprøver, før man fandt frem til en løsning, som var langtidsholdbar og æstetisk sammenhængende og understøttede fredningsværdierne.
”I hele dette meget slidsomme prøveforløb har den håndværksmæssige udførelse være helt afgørende. Ingen havde erfaringer, som kunne overføres direkte til projektet. Tonny Erleben har med de 42 prøver udviklet den helt specifikke metode, som gav det helt rigtige resultat – noget, som ingen lærebog kunne anvise,” siger Peder Elgaard, som er stifter og partner i Elgaard Architecture, som har været Carlsbergfondets rådgiver på restaureringen.
Med på hovedentreprisen har Murermester Tonny Erleben haft flere dygtige fagspecialister. Det gælder fx Cortex Facaderens, Emil Nielsen Smedeværksted, N.A. Nielsen & Søn Tømrermestre, Protectors, Brdr. Funder Stukkatører, Ove H. Svensson & Søn Stuk og Dansk Stillads Service.
”Resultatet på facaden er blevet så naturligt at se på, at ingen forstår, hvor vanskeligt det har været at nå dertil. Sådan er det ofte med et restaureringsarbejde, når det lykkes!” siger Peder Elgaard.
Læs mere om Murermester Tonny Erlebens arbejde på Carlsberg Akademi her.