23948sdkhjf

Forvandler tidligere ghetto: Jacob er den første beboer, der flytter

Renoveringen af Ellekonebakken i Viborg er for alvor igang

Med Jorton i rollen som totalentreprenør begynder arbejdet med helhedsplanen for den tidligere ghetto Ellekonebakken i Viborg med cirka 1.000 beboere.

Et første fysisk bevis på, at den store og længe ventede renovering nu bliver til virkelighed er Jacob Callesen, som for nylig flyttede til en genhusningsbolig, der skal være hans nye hjem i et halvt år. Derefter vil han kunne vender tilbage til en helt totalrenoveret bolig med blandt andet nyt køkken, bad, nye gulve vinduespartier og udendørs altan.

Forandringen indendørs og udendørs af Boligselskabet Sct. Jørgens største boligområde, som er opført i årene 1966-1990, vil stå på i tre og et halvt år. 

Helhedsplanen er støttet af Landsbyggefonden og koster cirka 650 mio. kr.

Jacob Callesen er bare én af beboerne i de 11 bygninger, som skal flytte i første omgang. I alt er der 536 boliger i Ellekonebakken, der skal renoveres, ombygges eller nedlægges, inden hele området er forandret, både indendørs og udenfor i 2026. Der nedlægges 60 boliger som led i forandringen af området.

Totalentrepriseopgaven omfatter modernisering af 270 etageboliger, ombygning af 130 boliger til tilgængelige boliger og lettere renovering af 64 rækkehuse. Derudover nedrivning af en blok og forandring af uderum, gårdrum og infrastruktur til og fra boligområdet, så det bliver mere åbent for hele Viborgs indbyggere og ikke kun dem, der bor i området.

Isoleret område åbnes op

En stor del af strategien er at åbne Ellekonebakken op og give det isolerede boligområde nyt liv. De planer fik liv, da Viborg Byråd den 15. december 2022 gav tilladelse til at føre en ny vej fra Indre Ringvej og ind i området. 

– Helhedsplanen på Ellekonebakken er planlagt med det formål at åbne området op med nye veje og stier og vise hele Viborg, hvor attraktivt og flot boligerne på bakken er placeret, samt at få nye besøgende ind i området, siger formanden for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stengaard.

Arbejderne på Ellekonebakken

Modernisering af 270 etageboliger med nye køkkener og badeværelser, udskiftning af vinduespartier mellem boliger og altaner, nye udendørs altaner og nyt ventilationsanlæg.

Ombygning af 130 boliger til større og lettere tilgængelige boliger.

Renovering af 64 rækkehuse, hvor der også vil komme en modernisering af boligerne med nyt køkkener, døre og vinduer.

Facaderne vil også få et løft, med nye tage, glaspartier, mønster i murværket og de nye udendørs altaner

Forventningen er, at selve bygge- og anlægsarbejdet vil tage 3,5-4 år.

Kilde: Boligselskabet Sct. Jørgen

– Vi vil forandre hele boligområdet med attraktive boliger, kvarterer hvor der er plads til hygge og leg, spændende samlingssteder samt nye attraktioner og stier.

Bortset fra sin nye totalrenoverede bolig er netop de nye stier i Ellekonebakken noget af det beboeren Jacob Lindbjerg Callesen glæder sig allermest til.

– Jeg synes, det er smart, at der kommer nogle stier, som vil forbinde Ellekonebakken helt ned til søen. Jeg går tit ture, og jeg kommer til at bruge det rigtigt meget, siger han.

Flere penge og mere tid

Tidsplanen for realisering af helhedsplanen i området, der i 2019 blev taget af den såkaldte 'Ghettoliste', er skredet i flere omgange.

Selve rådgiverudbuddet blev vundet af et hold med ByMunch, Erik Arkitekter og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen tilbage i september 2020.

Dengang var planen, at Boligselskabet Sct. Jørgen ville sende selve entreprisen i udbud samme år. Corona-nedlukninger fik dog processen med beboer-inddragelse til at trække ud.

Først i oktober 2021 trykkede boligselskabet på udbudsknappen, og i juni sidste år blev Jorton så valgt som vinder af den store renovering.

Da udbuddet blev præsenteret var budgettet til selve bygge- og anlægsarbejdet omkring 346 mio. kr., men Jortons vinderbud lød på 506 mio. kr. – 60 mio. kr. mindre end konkurrenterne. Nu er beskeden så, at helhedsplanen løber op i 650 mio. kr.

I periode fra udbud til vindervalg blev der også fundet spor af PCB i mange af lejlighederne. Det fik bygherren til at fortsætte arbejdet ud fra et forsigtighedsprincip og fjerne gamle fuger og vinduer i den del af området, hvor det skadelige stof blev fundet.

Om Ellekonebakken i Viborg

Ellekonebakken hører under Boligselskabet Sct. Jørgen og er beliggende på Guldstjernevej, Firkløvervej og Ellekonebakken i Viborg. 

Bebyggelsen er opført i årene 1966-1990, og i 2018-2019 var området på den såkaldte ghettoliste.

Der er i øjeblikket 536 boliger på Ellekonebakken og cirka. 1.000 beboere. Med helhedsplanen for området nedlægges 60 boliger. Det sker i forbindelse med lejlighedssammenlægning og strategisk nedrivning.

Kilde: Boligselskabet Sct. Jørgen

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141