23948sdkhjf

Mangel på efterspørgsel når niveauet under coronakrisen

Malere, glarmestre og tømrere er nogle af fag, der nu skriger højest på opgaver

I månedvis har det været mangel på hænder og byggematerialer, som har budt landets byggevirksomheder allermest trods.

Nu er de problemer ved at blive afløst af en helt tredje mangelvare: Efterspørgsel.

Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik for november. Her er det hele 28 pct. af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, der svarer ja til, at manglende efterspørgsel udfordrer produktionen. En andel, som er steget støt siden foråret.

Med de nye tal har byggeriets mangel på ordrer stort set nået niveauet, lige efter Danmark lukkede halvt ned i marts 2020 efter coronavirussens indtog. I april 2020 var det 29 pct., som meldte om huller i efterspørgslen.

Det er ikke mindst malere, glarmestre og tømrere, der klager deres nød højest.

Næsten en ud af fire malere og glarmestre råber på flere ordrer. Hos tømrervirksomheder er det 35 pct., og lige i hælene følger de mere klassiske byggeentreprenører med 32 pct., viser tallene fra Danmarks Statistik.

I den anden ende af skalaen er der dog også underbrancher, som ikke endnu melder om tilbagegang. Hos både el-installatører og anlægsentreprenører er det kun 13 pct., som mangler efterspørgsel.

-

Tilbagegang

Udviklingen sker samtidig med, at der vidt og bredt spås om køligere tider for byggebranchen. Og tallene er én af flere indikatorer på, at der er noget om snakken.

Også antallet af konkurser er taget til, og slog rekord i oktober, som Licitationen har kunnet fortælle.

Fra DI Byggeri har én forklaring lydt, at høj rente koblet med høj inflation presser husholdningsbudgetter, og at privatborgere holder igen med de større byggeprojekter.

- Det slår sig ud i tilbagegang hos visse segmenter allerede, ikke mindst i B2C-segmentet, hvor privatkunderne trækker sig tilbage og har mindre lyst til at investere i renoveringer eller nybyggeri, sagde branchedirektør i DI Byggeri Anders Stouge tidligere på ugen.

Materialemangel arter sig

Omvendt viser de nye konjunkturtal fra Danmarks Statistik også, at andre problematikker træder i baggrunden.

For et halvt år siden var det eksempelvis én ud af fire, som var udfordret af ikke at kunne skaffe byggematerialer nok. I november var det 15 pct.

Også manglen på arbejdskraft er på vej ned. Jagten efter medarbejdere giver dog stadig bøvl hos hver tredje.

-

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125