23948sdkhjf

450 huller i den fynsk muld er del af forundersøgelser til ny bane

Forud for etaberlingen af den 35 km lange og 4,9 mia. kr. dyre dobbeltsporede højhastighedsbane fra Odense mod Middelfart gennemfører Vejdirektoratet nu geotekniske forundersøgelser. Det indebærer, at man borer dybe huller langs den kommende strækning for at vurdere, hvad jorden består af. 

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Resultatet af boringerne bidrager til dimensioneringen af jernbanens opbygning og de tilhørende konstruktioner. Undersøgelserne er derfor en væsentlig forudsætning for mange af de kommende arbejder med planlægning og udførelse af jernbanen. 

På vej med rådgiver til højhastignedsbanen

Vejdirektoratet anlægger sammen med Banedanmark en ny dobbeltsporet højhastighedsjernbane fra Odense Vest til Kauslunde, øst for Middelfart, som efter planen skal åbnes for passagertog i 2028.

Tidligere i år sendte Vejdirektoratet opgaven med totalrådgivning - projektering af jernbanestrækningen samt cirka 3,4 kilometer motorvej og en enkelt bro i forbindelse med udvidelsen af Fynske Motorvej (E20) syd om Odense - i udbud. Dengang lød det, at den kommende rådgiver ventes på plads omkring 1. maj. 

Tidligere har Janie Winther Ipsen, projektchef i Vejdirektoratet, oplyst, at Vejdirektoratet forventer, at danske rådgivere kan være med på udbuddet, ligesom et dansk-tysk-svensk rådgiverteam stod for de forberedende arbejder på jernbanestrækningen København-Ringsted. 

– I Vejdirektoratet foretager vi tit denne type undersøgelser, men det er som regel i forbindelse med anlæg af veje. Her skal vi anlægge en ny jernbane, og det medfører væsentlig højere krav til omfanget af undersøgelser, fordi der skal køre højhastighedstog, som kan køre op til 250 kilometer i timen, siger geotekniker Sara Elisabeth Kjærgaard, Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen. 

I første omgang vil der i alt blive boret cirka 450 huller langs den kommende linjeføring. Selve borestederne vælger man ud fra den eksisterende viden om jordbundsforholdene, som kan være steder, hvor der er indikationer på dårlige forhold, eller hvor der mangler data om jordbunden. 

Derudover skal boringerne være med til at fastslå, hvor grundvandsspejlet er, så man kan undgå at skulle håndtere alt for store mængder grundvand i anlægsfasen. 

Terrængående boremaskiner

Størstedelen af boringerne bliver gennemført med et boreværk monteret på en terrængående lastvogn. I nogle tilfælde, hvor underlaget er særdeles ufremkommeligt, kan man også montere boreværket på en undervogn med larvefødder. Geoteknikerne borer cirka én meter ned af gangen, hvorefter man trækker boret op igen. Jorden bliver derefter indsamlet og analyseret.

Borearbejdet bliver udført af firmaet Franck Miljø- og Geoteknik, og arbejdet står på frem til slutningen af året. Ejere af grunde, hvor der skal ske boringer, har fået direkte besked om på arbejdet. De berørte lodsejere vil blive kontaktet endnu en gang, før geoteknikerne går i gang med boremaskinerne. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126