23948sdkhjf

Sådan ruster du dig til fremtidens arbejdsmarked for ingeniører

Der er helt grundlæggende fem kompetencer, unge ingeniører skal sørge for at lære, skriver Rambølls adm. direktør i dagens debat

I de seneste uger er landets unge startet på deres videregående uddannelse, og 6.000 unge skal læse på en diplom- eller civilingeniøruddannelse. Globaliseringen, digitaliseringen og den hastige teknologiske udvikling stiller krav til en række kompetencer, som du som færdiguddannet ingeniør skal mestre. Her er fem ting, du skal sørge for at lære på dit ingeniørstudie.

Kommunikation

Som ingeniør er du som regel struktureret og god til at løse problemer. Men andre, lidt blødere kompetencer som at kunne forstå og indgå i dialog med kunden, brugeren og samarbejdspartneren om deres behov, er mindst ligeså vigtige. Sørg for at blive god til at kommunikere anerkendende og empatisk og være nærværende og lyttende i kontakten med andre. Det er nogle af de vigtigste egenskaber på vejen til de gode resultater.

Samarbejde og netværk

Lige meget hvilken type ingeniør du er, vil du skulle arbejde på tværs af virksomheder, teams og landegrænser, når du løser projekter. Samarbejde og kommunikation på tværs af fagligheder og kulturer er vigtig for at kunne sikre projekter af høj kvalitet. Tag kontakt til medstuderende på andre universiteter eller studieretninger, når du skal skrive opgaver og opsøg viden og samarbejde med de bedste inden for dit fag. Sørg også for at opbygge netværk tidligt i din karriere - gode relationer er guld værd.

Digital forståelse

Digitale værktøjer bliver en stadig vigtigere del af hverdagen. Du skal kunne anvende data, ny teknologi og strukturere information. Du skal også kunne navigere relativt ubesværet mellem forskellige digitale brugergrænseflader, og du vil have et særligt stærkt udgangspunkt for din karriere, hvis du kan se nye muligheder for at udnytte digitaliseringens potentiale i de projekter, du indgår i.

Globalt mindset

Globalt udsyn og evnen til at arbejde på tværs af landegrænser og kulturer er must have kompetencer på fremtidens arbejdsmarked. Du skal derfor kunne kommunikere og arbejde med et globalt mindset. Rejs ud i verden og oplev, hvordan andre kulturer håndterer problemstillinger og kommunikerer, f.eks. ved et udvekslingsophold på dit studie.

Det vil styrke dit internationale netværk og din evne til at samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere i og fra hele verden. Gode sprogkompetencer er ligeledes et must. Mange virksomheder kommunikerer i dag på engelsk, og det gør mange kunder og samarbejdspartnere også.

Specialistviden og tværfaglighed

Specialistviden er en nødvendig for at kunne løse de udfordringer, som samfundet står overfor de kommende år. Ifølge Ingeniørforeningen IDA skal danske ingeniører have en dybere og mere specialiseret naturfaglig og teknologisk viden som grundlag for en bredere kommerciel orientering. Men du skal også kunne arbejde på tværs af faglige discipliner. For at kunne fastholde sin position, er det vigtigt, at man kan tilegne sig ny viden og har fokus på at udvikle sig.

Rigtig god læse- og lærelyst på dit nye studie. Vi glæder os til at byde dig velkommen på arbejdsmarkedet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.298