23948sdkhjf

Niels Bohr Bygningen nærmer sig fem års forsinkelse: Nu udskyder tusindvis af fejl byggeriet igen

Studerende og forskere venter nu på femte år med at kunne flytte ind i det markant forsinkede naturvidenskabelige flagskib, Niels Bohr Bygningen, i København, der skulle have stået færdigt i slutningen af 2016.

Nu må de væbne sig med endnu mere tålmodighed.

Den forventede afleveringsdato er nemlig skudt til ”slutningen af oktober”, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse, og det vil sige én til to måneder senere, end den seneste deadline 'august/september', der blev meddelt i en anlægsrapport fra Transportministeriet i juli.

"Simpelthen udført forkert"

Den nuværende forsinkelse skyldes især, at flere tusinde af de brandhæmmende lukninger i bygningen ikke er lavet korrekt, oplyser Vejdirektoratet, som overtog bygherreansvaret i 2018.

Brandlukningerne er en vigtig del af bygningens komplicerede installationsgennemføringer og etagedæk og er udført af en række forskellige entreprenører.

- Vi er stort set færdige med de øvrige aktiviteter på byggeriet, men vi har en stor udfordring med de mange tusinde brandhæmmende lukninger, der simpelthen er forkert udført, fortæller anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet i en kommentar.

Fejlene er opdaget gennem bygherrens tilsyn og kvalitetskontrol ved stikprøvevise tilsyn over en lang periode 2020-2021, oplyser Vejdirektoratet, og Licitationen har da også tidligere beskrevet, hvordan de brændhæmmende lukninger har voldt problemer.

Skiftet entreprenørerne ud

Ifølge Vejdirektoratet har udbedringen af fejl været udfordret da entreprenører "ikke har ønsket at gøre det eller ikke har magtet at levere den tilfredsstillende kvalitet i udbedringerne," skriver bygherren.

Derfor har Vejdirektoratet indgået samarbejde med fire nye entreprenører til at rette fejlene, oplyses det, men de nye entreprenørers arbejde er i tilgift blevet hæmmet af sommerferien og det travle anlægs- og byggemarked "der har gjort det svært for dem at mønstre tilstrækkelig arbejdskraft."

Vejdirektoratet forventer imidlertid, at "denne udfordring bliver mindre i den kommende tid, hvor ferieperioden slutter," hedder det videre.

- Vi kan dog ikke skjule, at der er tale om et stort og kompliceret arbejde, eftersom de fejludførte lukninger ofte er skjulte og først bliver opdaget ved destruktive undersøgelser, siger anlægsdirektør Erik Stoklund og tilføjer, at der arbejdes "på højtryk for at blive helt færdige med bygningen så hurtigt som muligt."

Da projektet med at opføre Niels Bohr Bygningen blev sat i gang, var budgettet på 1,8 mia. I løbet af de knap fem års forsinkelse er regningen vokset med næsten 2,5 mia. kr. til nu 4,27 mia. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11