23948sdkhjf

Bach Gruppen vil lægge sag an mod tidligere samarbejdspartner for injurier

Opdateret 17:34 med kommentar fra Tv2.

Torsdag bringer Tv2-programmet Operation X en udsendelse om Bach Gruppen og byggeriet af det skandaleombruste Njals Tårn.

Men allerede inden udsendelsen bringes, vil Bach Gruppen nu lægge sag an mod én af kilderne i programmet for injurier og bagvaskelse.

Ifølge Bach Gruppen er der tale om en tidligere underleverandør, der i Operation X' udsendelse sammen med en anonym kilde anklager ejer og stifter af Bach Gruppen Finn Bach for at have givet ordrer om at støbe fundamentet under det 86 meter høje Njals Tårn med byggeaffald og i langt dårligere kvalitet end krævet.

"Løgn fra ende til anden"

Juridisk direktør i Bach Gruppen Martin Rasmussen, som tilsyneladende er blevet præsenteret for dele af udsendelsens dokumentation på forkant, siger i pressemeddelelsen:

- Vi kan klart afvise beskyldningerne, der fremkommer i programmet. Beskyldningerne, der fremsættes (...) er løgn fra ende til anden.

Om betonsagen på Bryggens Bastion

I sommer bekræftede boreprøver og kikkertundersøgelser, at der benyttet byggeaffald i bundpladen under Njals Tårn, og at adskillige støbeskel svækkede konstruktionen markant, hvilket medførte, at Københavns Kommune i september omgående stoppede byggeriet af højhuset.

I efteråret og vinteren viste det sig, at ikke kun fundamentet havde problemer. Flere bærende betonsøjler i overbygningen var af lavere styrke end projekteret, viste indledende tests.

Bach Gruppen har siden arbejdet på dels en redningsplan for bundpladen i form af et støttefundament, som bygherren 11. februar fik endeligt grønt lys for. Dels et større prøvetagningsprogram for søjlerne i overbygningen. Bach Gruppen har indsendt sin plan for tests, men mangler nu at kommunen siger ja til programmet.

Og videre:

- Manden (Operation X's kilde, red.) er tidligere dømt og har ligget i konflikt med os i en årrække, og nu giver TV2 ham sendeflade til at fremsætte sine udokumenterede påstande i bedste sendetid. Vi er mildest talt rystede, siger Martin Rasmussen fra Bach Gruppen.

Tv2: Vi bringer ikke forkerte påstande

Han fortsætter:

- Operation X må stå på mål for sine egne kilder, men at (Tv2's kilde, red.) har hørt Finn Bach sige noget på en byggeplads, han ikke har været på i mere end otte år om et projekt, der ikke blev udtænkt og projekteret før flere år efter, (kilden, red.) sidst var på pladsen. Helt ærligt.

Hos Tv2 vil man ikke forholde sig til spørgsmålet om injurier.

Men tv-stationen afviser i en mail til Licitationen, at den viderebringer forkerte påstande i sin udsendelse:

- Operation X og Tv2 viderebringer ikke påstande, som er faktuelt forkerte. Bach Gruppen er - som alle andre medvirkende - naturligvis velkomne til at klage til Pressenævnet, skriver redaktionscef på Operation X Michael Nørgaard til Licitationen.

Skandaler er regnet over Njals Tårn

Som Licitationen har beskrevet indgående det sidste halve år, er bundpladen under boligtårnet på Islands Brygge støbt med beton i alt for lav kvalitetet. Støbeskel, forkerte blandeforhold og byggeaffald svækker konstruktionen markant, så byggeriet på nuværende tidspunkt ikke kan eklæres lovligt. Samtidig er der blevet fusket med dokumentationen på betonleverancerne. På overfladen så det altså ud til, at alt var i orden.

I Bach Gruppens version af sagen, var det en lille kreds i datterselskabet BG Betons sjællands-afdeling, som har stået bag svindlen. Deriblandt var en nu afdød direktør i BG Beton Sjælland. Han skal have ført ledelsen i Bach Gruppen bag lyset.

Men torsdag aften vil Operation X' kilder angiveligt fortælle, at de mener, at Bach Gruppen uretmæssigt har forsøgt at tørre ansvaret af på den afdøde direktør.

Omvendt har Bach Gruppen hævdet, at koncernen har dokumenation for, at den tidligere direktør var indblandet, samt at svindlen er sket, uden at andre i organisationen eller i ledelsen, inklusive Finn Bach, kendte til det.

Det er ifølge Bach Gruppen slået fast via en intern efterforskning udført af Deloitte Forensics i sensommeren og efteråret, har selskabet fortalt i et længere interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Beskyldninger fremsat før

Beskyldningerne mod Bach Gruppen og Finn Bach er ikke nye.

Personen, der fik beton-sagen til at rulle, fremsatte samme påstande. Vedkommende sendte en række anonyme mails underskrevet "whistlebloweren" til Københavns Kommune i begyndelsen af 2020, hvori det blev fortalt, at fundamentet under Njals Tårn bevidst var udført med al for ringe beton, og at følgesedler og betonrecepter var forfalskede.

Byggesjusken samt svindlen var både kendt af og bestilt af Bach Gruppens ledelse, lød det i én mail fra 10. marts.

Bach Gruppen har ad flere omgange afvist whistleblowerens beskyldninger.

Artiklen er en del af temaet Betonskandalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156