23948sdkhjf

I mål med rekordordre: Sidste elementer på plads på Bryggen

Vinduesproducenten Outrup har netop leveret de sidste elementer til andelsboligforeningen AB Njal på Islands Brygge i København. Ordren, som har stået på siden begyndelsen af 2019 og omfatter hele 1.750 dannebrogsvinduer med specialløsninger, er virksomhedens største nogensinde.

Sidste ladning af i alt 1.750 sortgrønne dannebrogsvinduer er netop blevet leveret til andelsboligforeningen AB Njal, som ligger på Islands Brygge i København. AB Njals ejendom, som er bygget i 1912 og består af omkring 280 lejligheder, er i gang med en stor facaderenovering, hvor blandt andet vinduer og døre bliver udskiftet. Det er rådgivningsfirmaet Gaihede Ingeniører og Arkitekter, der har planlagt og styret projektet, mens Hovedstadens Bygningsentreprise har stået for at montere vinduerne fra Outrup.

– Renoveringen af AB Njal har været et stort og spændende projekt at være en del af. Vi har leveret mange forskellige skræddersyede løsninger som eksempelvis facadevinduernes specielle sortgrønne farve med matchende udvendige beslag, der passer ind i bygningens oprindelige arkitektoniske stil. Derudover har vi leveret smigskårne vinduer til karnapperne, buede kvistvinduer samt fire meter høje trappevinduer med buede overkarme, lyder det fra Jan Kampman, der er salgschef hos Outrup Vinduer & Døre.

Anden rekord på Bryggen

Ordren er virksomhedens største enkeltstående ordre til dato, og projektet har derfor en særlig betydning for Outrup Vinduer & Døre.

– Det er altid en milepæl, når man afslutter et rekordprojekt – særligt når processen og resultatet er så godt som i tilfældet med AB Njal. Derfor glæder vi os nu også over at kunne se det færdige resultat og tilføje det til referencelisten, forklarer Jan Kampman.

Det er ikke første gang, at Outrup slår rekord på Islands Brygge. Tilbage i 2015 leverede virksomheden nemlig sin dengang største ordre på 1.500 vinduer til ejendommen ved siden af AB Njal. Her var Gaihede også rådgiver på projektet.

– Ligesom tidligere har vi haft et godt samarbejde med både hovedentreprenøren og Outrup omkring projektet med AB Njal. Vinduesudskiftningen er forløbet efter planen, og de nye vinduer og døre har virkelig givet facaden et løft. Vi forventer derfor også, at det færdige resultat med hele facaden bliver tilfredsstillende, siger teknisk direktør i Gaihede, Jesper Krog.

Nyt der ligner gammelt

Ifølge Gaihede-direktøren har projektet budt på en spændende udfordring.  

–Det er en af de største karréer på Islands Brygge og har en lang historie på over 100 år. Det var nødvendigt at udskifte vinduerne, da det ikke var muligt at renovere dem tilfredsstillende. Så sammen med vores arkitekt skulle vi finde den bedste løsning, så vinduerne blev udskiftet, uden at det gik ud over bygningens oprindelige udtryk. Og det er lykkedes med disse vinduer, synes jeg, lyder det fra Jesper Krog.

Løsningen blev et dannebrogsvindue med den særlige dybgrønne farve og en aluminiumsprofil, som minder meget om et originalt kittet vindue. Derudover matcher altandørene, såkaldte harmonidøre, vinduerne, da de har samme smalle profil og stort lysindfald. Alle elementer er således tilpasset en traditionel stil samtidig med, at de lever op til moderne krav og forventninger om sikkerhed og lysindfald.

De nye vinduer og døre er kun en del af en ellers stor facaderenovering, og hele renoveringsprojektet af facaden forventes således at være færdigt i uge 45.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125