23948sdkhjf

CG Jensen, MT Højgaard og Per Aarsleff i spil til Skanderborg-opgave

Etableringen af Skanderborg Søbad er sendt i udbud som totalentreprise til tre entreprenører, der har erfaring med at bygge på vand: CG Jensen, MT Højgaard og Per Aarsleff. 

Det oplyser Skanderborg kommune i en pressemeddelelse. 

Vinderen af denne licitation bliver indstillet til byrådsbeslutning i juni måned. Arbejdet starter efter planen til september og Alle forventes at kunne springe i søen i maj 2021.

Skanderborg Søbadet ved Kulturhuset omfatter tre elementer:

1) Kulturhusudvidelsen med sidescene, backstage, depot og terrasse til udeservicering, der blev indviet i august 2019. 

2) Kulturløberen, der er et aktivitetsområde, som binder Kulturhuset og Søbadet sammen. 

3) Selve Søbadet, der består af trædæk med trapper og udspring til søen, indre bassin, tribune og en underliggende bygningsdel. I bygningen kommer sauna, omklædning, toiletter og et unikt mødelokale direkte ned til søen.

Drømmen om et søbad i Skanderborg midtby startede oprindeligt tilbage i 2011. I mellemtiden har man drøftet funktionsønsker og placeringsmuligheder, hvilket landede på Byparken i tilknytning til Kulturhuset.

Kommunen har gennemført en række miljømæssige undersøgelser, godkendt en lokalplan, og der er nu opnået tilstrækkelig finansiering til at gå i gang.

Fakta: Skanderborg Søbad

Areal til Skanderborg Søbad: Ca. 1.225 kvm + bygning
Areal til Kulturløberen: Ca. 680 kvm
Arkitekter: Møller & Grønborg og ONV Arkitekter
Bygherrerådgivere: Bisgaard | Ejsing, A1 Consult, Force 4, og Stæhr Schütze Ingemann
Bygherre: Skanderborg Kommune
Samlet anlægssum: 28 mio. kr.
Bevilling fra Lokale og Anlægsfonden: 7,5 mio. kr.
Bevilling fra Realdania: 5 mio. kr.

I samråd med Lokale og Anlægsfonden og Realdania er der i løbet af 2019 sket nogle optimeringer af det samlede projekt Skanderborg Søtorv.

Kulturakse i Skanderborg
En gennemgående vision i Skanderborg har været at skabe en Kulturakse, der starter i Ole Lund Kirkegaards Stræde og slutter i Skanderborg Sø. Denne sammenhængskraft har været vigtig for de to fonde, der støtter projektet med i alt 12,5 mio. kr., Realdania og Lokale & Anlægsfonden.

- Det er vigtigt at sikre en både funktionel og visuel helhedsoplevelse i sammenhæng med Kulturhuset – i kontekst af Kulturaksen. Her kommer Kulturløberen til at spille en central rolle, og den skal fungere som et aktiverende bånd mellem Kulturhuset og Byparken omkring, siger projektchef i Realdania Laura Munch.

Lokale og Anlægsfonden har især lagt vægt på, at Søbadet kan bruges af alle. 

- Trods udfordringer med store terrænspring er der fokus på det arkitektoniske begreb ’universelt design’. Det betyder, at vi får et byrum, hvor alle faciliteter så vidt muligt bliver tilgængelige for alle på en naturlig og nem måde, siger arkitekt Anna Hassel.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125