23948sdkhjf

Maskinstyring - nu også i volumenmodeller

Japanerne udbygger serien af gravemaskiner med intelligent maskinstyring

Scantruck kan byde på en vaskeægte Europa-premiere, når maskinfirmaet i starten af det nye år holder inhouse messe.

Udgave nummer 12 af Scantrucks egen årlige maskinudstilling i hovedkvarteret i Skive bliver med en funklende ny gravemaskine med intelligent maskinstyring. Og så må produktchef Kasper Vissing i øvrigt ikke afsløre mere.

- Komatsu har lagt låg på nærmere detaljer om den nye intelligente maskine, så vi véd kun, at der er tale om en storebror til 23 tons-maskinen Komatsu PC210LCI-11 og altså født med integreret maskinstyring. ScanMek 2020 bliver det første sted, den vises i Europa, siger Kasper Vissing.

Mere åbenhed er der omkring en anden nyhed, som Scantruck kan præsentere på ScanMek i januar.

Nemlig gummihjulslæsseren Komatsu WA475-10, som der er spejdet efter med store forventninger, siden Komatsu viste den på Bauma i München i april.

- Der kan gå en rum tid, fra en maskine præsenteres som brandvarm nyhed på Bauma, til den lanceres i det virkelige liv. Det er også tilfældet med WA475-10, som Komatsu er klar til at lancere nu. De første kunder har da også stået og trippet, og nu er den 26 tons tunge læsser med 291 hk her så. Den får helt klart en fremtrædende rolle på ScanMek, fortæller Kasper Vissing.

Variabel power-kontrol
Specielt tre elementer har været med til at sende forventningerne til maskinen helt i top.

WA475-10 har hydrostatisk-mekanisk transmission, som sikrer både markant lavere brændstofforbrug og samtidig højere produktivitet. Et nyt patenteret system gør transmission og bombevægelser helt uafhængige af hinanden.

Det er det, Komatsu kalder variabel power-kontrol, og som sikrer fuld kraft på hydraulikken, uden at maskinføreren giver gas. Og så har Komatsu-konstruktørerne skabt en helt ny kabine, som både er større og voldsomt opdateret. Den effektive plads i kabinen er forøget med cirka 25 procent i forhold til tidligere, forklarer produktchefen.

Markedet for maskiner har ifølge salgschefen rettet sig noget op her sidst på året i forhold til et lidt mere stille efterår.

- Det samlede marked for denne størrelse maskiner er nok på ca. 50 enheder i Danmark. Vi har indtil nu solgt ca. 10 af dem, og det hænger meget fornuftigt sammen, fortæller salgschef Claus Bjerregaard til Licitationen.

Når det gælder gravemaskiner, så kan han bekræfte, at maskinstyring bliver en mere integreret del af maskinerne, også længere nede i maskinprogrammet.

- Der er steder, hvor du ikke må køre uden, fordi bygherren ikke vil have at tiden spildes på ting, der tager for lang tid, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Nyt fra Manitou og GMG
Også fra det andet af Scantrucks to helt store mærker, Manitou, er der spændende nyt i vente.

Der bliver lejlighed til at se og røre ved den nye bomlift Manitou 200ATJe Oxygen, som også var blandt de skoldhede nyheder på Bauma.

Dengang lanceret som futuristisk konceptmaskine. Nu er den eldrevne lift i serieproduktion hos Manitou og også klar til ScanMek.

Det samme bliver en ny lift fra den amerikanske saxlift-producent Global Machinery Group, som i det daglige forkorter sig selv til GMG. Maskinen GMG 6094-RT er klar til rollen som koncernens ny topmodel på det danske marked. Den byder på arbejdshøjde op til 20,1 meter og en kapacitet op til 540 kg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297