23948sdkhjf

Aarhus får 40 meter højt "Sundhedstårn"

”Sundhedstårnet” er arbejdstitlen for et kommende idrætsbyggeri ved siden af DGI Huset klods op ad Aarhus Hovedbanegård.

Bygningen, der projekteres med en planlagt højde på cirka 40 meter og ni 9 etager, skal fremstå som et multifunktionelt idræts- og sundhedscenter med fokus på idræt, sundhed, læring og udvikling. ”Sundhedstårnet” ventes også at vække opmærksomhed internationalt med sin nyskabende og bæredygtige arkitektur og indretning. 

Hensigten er at etablere et fremtidsorienteret væksthus for idrætten, hvor kendte idrætsformer kombineres med nye former for idræt, træning og forebyggelse. Alt dette skal bygges ind og udvikles i de nye og inspirerende rammer. 

”Sundhedstårnet” er projekteret til at rumme cirka 3.000 etagekvadratmeter fordelt over 10 etagerinklusiv tagetage, og kan stå færdigt i 2023. 

Sleth Arkitekter har tegnet sitserne til "Sundhedstårnet", og Lokale og Anlægsfonden indgår som rådgiver på projektet.

Oplevelse og læring på taget
Byggeriet af sundhedstårnet er projekteret til en samlet udgift på 60 mio. kr. 

Salling Fondene, som ejer Salling Group, har valgt at støtte udvidelsen af DGI Huset og etableringen af det nye sundhedstårn med 20 mio. kr., skriver fondene i en pressemeddelelse.

- Donationen vil give os mulighed for at udbygge vores nuværende tilbud med et unikt idrætshus i Aarhus, der kan supplere det i forvejen meget besøgte DGI Huset. Med sin markante udformning og indretning skaber Sundhedstårnet mulighed for at koble de nuværende idræts- og træningstilbud i DGI Huset til en palet af nye, spændende muligheder inden for sundhedsområdet, siger direktør for DGI Huset Aarhus, Troels Knudsen, i pressemeddelelsen.

- På samme tid skal tårnet fungere som generationernes idræts­anlæg til midtbyens beboere og foreninger, et sundhedshus med walk-in tests og træning for borgerne og et storbyens forsamlings­hus med kurser og foredrag. Tårnets øverste etage vil rumme et center for oplevelse og læring. Et hus af den karakter vil være ”second to none” i Nordeuropa, tilføjer han

DGI Huset i Aarhus blev indviet i 2003. Antallet af besøgende er vokset fra cirka 80.000 i 2004 til 270.000 i 2018. 

Uafhængig af visionen om Sundhedstårnet pågår lige nu en mindre ombygning inde i DGI Huset, som vil stå færdig i løbet af efteråret 2019. Ombygningen vil flytte den eksisterende hovedindgang til en ny indgang, hvor brugerne vil komme ind i en imponerende højloftet sal med 16 m. til loftet. Ombygningen i 2019 vil desuden rumme en ny Multisal og en ny café, der vil skabe smukke og indbydende rammer for husets brugere.

Fakta: DGI Huset i Aarhus

- DGI Huset ligger i en fredet bygning, som i 1900-tallet var en del af Statsbanernes (DSB) centralværksted, og der blev i næsten 100 år bygget og repareret lokomotiver i bygningen.

- DGI Huset blev indviet som idrætscenter i 2003 og er på 5.000 kvm.

- Sundhedstårnet er projekteret til at rumme ca. 3.000 etagekvadratmeter fordelt over 10 etager inkl. tagetage, og kan stå færdigt i 2023.

- Tårnet projekteres at koste 60 mio. kr.

- Lokale og Anlægsfonden indgår som rådgiver i projektet, og skitserne er tegnet af Sleth Arkitekter, Aarhus.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157