23948sdkhjf

Når faggrupper mødes sker der forandring

Nina Kovsted Helk er ny filantropidirektør i Realdania – byggeriets største pengekasse. For hende er øget dialog på tværs af faggrænser afgørende for at få både klima og bæredygtighed længere op på dagsordenen. Og kvinden, der har ansvaret for 726 igangværende projekter, oplever på det område momentum i branchen

Hun er kvinden med pengene. Men uddeler dem ikke alene.

Og hun er direktøren med idéerne. Men de udvikles altid i fællesskab med andre.

En snak med Realdanias nye filantropidirektør Nina Kovsted Helk, 43, afslører hurtigt, hvor stor og mangearmet en organisation Realdania er.

Og med p.t. 726 igangværende projekter vedkender hun da også, at hun ikke har overblik over dem alle.

- Heldigvis er der rigtig dygtige medarbejdere, der professionelt vurderer alle ansøgninger, siger hun til Arkbyg, da vi møder hende i stemningsfulde og let majkølige omgivelser i Kgs. Lyngby, ikke langt fra hendes hjem.

De seks mål

Realdanias seks filantropiske mål er:
´- Stedbundne potentialer over hele landet
- Bæredygtige byer
- Nye rammer for fællesskaber
- Bedre boligmiljøer
- En levende bygningskultur
- Sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri

Realdanias egne større indsatser er:
- By i balance
- Klimatilpasning i byerne
- Et godt indeklima
- Rum og fællesskaber for ældre
- Yderområdernes potentialer
- Vores bygningskultur

Nina Kovsted Helk har en alsidig baggrund fra arkitektbranchen som sagsarkitekt, tegnestuechef og adm. direktør.

Senest har hun stået i spidsen for JJW Arkitekter A/S og har før det blandt andet været leder for godt 200 medarbejdere som ejendomschef i Hvidovre Kommune samt arkitekt og ejendomsudvikler hos Freja Ejendomme.

En krumtap
Det er med andre ord en kvinde med solid erfaring fra både det private erhvervsliv og den offentlige sektor, der nu har sat sig på pengekassen.

Og det er væsentligt i Realdania, hvor samarbejde med mange aktører på tværs i samfundet - og på tværs af faggrænser - er en krumtap i det filantropiske arbejde.

Nina Kovsted Helk skal sammen med den øvrige direktion - investeringsdirektør Peter Johansen og adm. direktør Jesper Nygård - stå for videreudviklingen af Realdania som filantropisk forening og den nuværende fire-årige strategiperiode, der begyndte 1. januar 2018. Hun afløser Anne Skovbro, der sidste år blev adm. direktør i By & Havn.

Kan forvaltningen af mere end 800 mio. kr. om året til filantropiske formål give sved på panden?
- Det er rigtigt, at det er et stort ansvar. Men det er sådan, at det endelige ja eller nej til bevilling af penge til projekter ligger hos hele direktionen og ikke kun mig. Og i større eller mere komplekse sager er det bestyrelsen, der træffer beslutningen.

Hun tilføjer, at der naturligvis er projekter, der ikke kommer videre.

- Men der er lavet et setup, der sikrer, at jeg ikke kan opføre mig tudetosset, fordi alle bevillinger og afslag behandles af en samlet direktion eller bestyrelse. Og det er også nødvendigt, når vi uddeler så mange penge, siger hun til Arkbyg.

Realdania og de 726 projekter

Realdania er en filantropisk forening med omkring 155.000 medlemmer, som driver filantropi på basis af afkastet af deres investeringsformue. Foreningens virkefelt er det byggede miljø.

Pr. 31. december 2018 har Realdania 726 igangværende projekter. Der er i 2018 bevilget 552 mio. kr. til filantropiske uddelinger og filantropiske ejendomsinvesteringer.

Siden stiftelsen i år 2000 har Realdania støttet 3.675 små og store projekter med 18,7 mia. kr. Og har over samme periode betalt 4,4 mia. kr. i skat.

Realdanias målsætning er at skabe livskvalitet ved at understøtte og have fokus på, hvordan det byggede miljø påvirker vores hverdag, relationer mellem mennesker og menneskers sundhed og liv.
(Kilde: Realdania/Realdanias Årsmagasin 2019)

Nina Kovsted Helk fortæller, at den nuværende strategiplan rammesætter, hvad Realdania yder bevillinger til og hvad de ikke gør.

- Det er en robust plan, der både er præcis og bred. Den har fokus på blandt andet bæredygtighed, klima, boligbyggeri, indeklima, fællesskaber og udvikling af både yderområderne og de udsatte boligområder i byerne. Og det gør den ret operativt, så det er meget hands on, siger hun, og supplerer med de ord, den adm. direktør, Jesper Nygård, leverer i Realdanias Årsmagasin 2019 om den filantropiske opgave:

"Vi skal bidrage med en filantropisk opgave, hvis udfordringen ikke tages op af andre, eller hvis det offentlige eller private marked ikke kan løse den i tilstrækkelig grad. Vores rolle er populært sagt at ’fylde ud’ og ’lægge oven på’. Vi kan supplere, hvor der er brug for ny viden, udvikling og nye løsninger."

Glade for dialogen
- Når vi får ansøgninger ind, spørger vi til en start, om det vil understøtte de seks overordnede filantropiske mål for foreningen (se faktaboks, red.). Vi går faktisk ofte i dialog, også med mange, som ende rmed ikke at få støtte, understreger Nina Kovsted Helk.

- For der kan være grunde til, at vi ikke kan støtte, men derfor kan vi alligevel ofte se noget fantastisk i projektet. Og her har vi stor viden og erfaring, der gør, at vi kan hjælpe folk videre, selv om vi ikke kan give en bevilling.

Filantropidirektøren påpeger, at der er rigtig meget dialog, "og at folk tit er glade for dialogen, fordi de kan komme videre. Ikke nødvendigvis med os, men så med andre", som hun formulerer det.

Nina Kovsted Helk

Filantropidirektør (CPO) i Realdania siden 2018
Administrerende direktør i JJW Arkitekter A/S 2017-2018. Tegnestuechef samme sted 2016-2017
Ejendomschef i Hvidovre Kommune 2013-2016
Ejendomsudvikler, arkitekt hos Freja Ejendomme A/S 2009-2013
Sagsarkitekt og projektleder hos Holgaard Arkitekter A/S 2005-2009
Sagsarkitekt og projektkoordinator hos AI-Gruppen A/S 2003-2005
Projektudvikler hos Holgaard Arkitekter ApS 2002-2003

Nuværende tillidshverv :
Bestyrelsesmedlem i Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Komitéen UIA 2023 Copenhagen siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Bolius siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Realdania By & Byg siden 2018
Bestyrelsesmedlem i Bloxhub siden 2018

Uddannelse :
Kunstakademiets Arkitektskole, 1996-2002

Hun har i sagens natur ikke fuldt overblik over alle igangværende små og store projekter.

- Men vi har overblik i fællesskab. Jeg kender ikke alle projekterne, da der blandt andet er stor forskel i størrelsen af dem; nogle gange griber ansøgerne selv bolden efter den indledende runde med os. Men jeg er inde over de større projekter eller hvis der for eksempel opstår vanskeligheder, der er tale om konkurrencer, eller hvis jeg sidder i en styregruppe.

Er der en rød tråd i projekterne, det vil sige er der bestemte emner eller områder, I vil sigte mere på i denne strategiperiode?
De seks filantropiske mål og de lige nu seks større indsatser, vi selv har igangsat (blandt andet fællesskaber for ældre, indeklima, yderområder og bygningskultur, red.), er ledetråde. Vi ser på, hvor der ligger en samfundsudfordring, for eksempel det faktum, at der kommer flere ældre, og at mange er ensomme. Derfor støtter vi konkret byggeriet af flere bofællesskaber for ældre, som for eksempel i Valby ved det gamle grønttorv, siger Nina Kovsted Helk.

Vigtig klimadagsorden
Fælles for de filantropiske projekter er, at de alle handler om det byggede miljø. Og livskvalitet.

- Og så optager hele bæredygtighedsdagsordenen os. Vi skal skubbe til den dagsorden ved at sætte analyser og forskere i gang og ved at være risikovillige. Og det sker i den erkendelse, at der kan være rammevilkår, der ikke lige nu er befordrende for, at der bygges cirkulært, bæredygtigt eller klimavenligt. Langt hen ad vejen arbejder hver aktør i en byggeproces stadig kun med fokus på sin egen forretning. Og det kan gå ud over kvaliteten - og blive dyrere for slutbrugeren. Det skal vi have gjort op med. Og lige nu ser jeg heldigvis momentum bredt set i branchen. Mange har accepteret, at det ikke er tilstrækkeligt at se på egne udfordringer. Man er nødt til at tage stilling til de andres også. Gør man det, kan man samskabe og skabe bæredygtige løsninger, mener Nina Kovsted Helk.

Hun erkender, at især de små og mellemstore virksomheder dagligt kæmper for at overleve og hente ordrer.

- Og det er forståeligt. De skal have en forretning til at løbe rundt. Men så længe man hele vejen rundt om bordet ikke forstår hinandens forretningsmodeller, bliver det svært.

Og det er her, du mener, der er momentum?
- Jeg synes, jeg hører flere sige, at det ikke er nok kun at se på arkitekten eller kun at se på håndværkeren. Der er behov for at løfte hovedet - for at se det fælles billede. Men når det sagt, er der er et stykke vej. Og her kan Realdania spille en rolle. Vi gør det muligt at trykke på pauseknappen, for vi kan stille midler til rådighed og sørge for, at byggeriets aktører kan mødes og tale sammen. For det er jo en del af problemet. Alle har for travlt til at mødes. Men det er i mødet, der sker forandringer, siger hun med et smittende og optimistisk smil.

Hvordan kan Realdania være med til at skubbe på en bevidsthed om det fornuftige i at tilrettelægge og bygge bæredygtigt? Selv om det på overfladen kan se dyrere ud i begyndelsen?
- Byggebranchen er måske ikke lige nu god nok til for se alternativerne for sig. Hvis du er bygherre, fortæller branchen dig ikke altid om dine muligheder, og hvis du som bygherre ikke kender alternativerne til de gængse materialer og metoder, hvordan skal du så kunne vælge? En af udfordringerne, er, at mange bygherrer er udfordret af, at anlægsbudget og driftsbudget er adskilt, siger Nina Kovsted Helk.

Eller med andre ord: Fordelen ved at tænke driftsøkonomisk kommer driftsherre til gode, men ikke nødvendigvis bygherre. Og her kan Realdania stille viden til rådighed og synliggøre værdien i at bygge i en kvalitet, der gør det billigere på sigt, pointerer hun.

Filantropidirektøren understreger, at det er endnu en grund til at gentage de gode historier:

- Blandt andet, at en ny undersøgelse viser, at fem ud af 10 bygherrer havde oplevet et kvalitativt løft ved at genbruge byggematerialer. Og 30 procent af dem, har ikke haft yderligere udgifter ved det. Derfor er det så vigtigt, at vi kan skubbe til en positiv spiral og skabe rammer for, at aktørerne kan mødes for mere samarbejde, så både projektering og udførelse kan planlægges bedre, siger Nina Kovsted Helk.

Du har talt om Realdanias "fjerde ben" som er kulturel bæredygtighed? Hvad mener du med det?
- Bygningsarven skaber stolthed og tilhørsforhold for de mennesker, der bor i omkring den. Historien er vigtig for os alle, og når den bliver formidlet i mursten, så bliver det forståeligt og nærværende. Det gælder uanset hvem, vi er, og hvor vi bor. Det handler om byggeri og mennesker.

Hvad kan vi bruge bygningsarven til?
- Bygningsarv er kun interessant, hvis den er i anvendelse, og foretager man ændringer, bør det altid ske med respekt for de bærende værdier og for dem, vi står på skuldrene af. Det er endnu en grund til, at spørgsmålet om det cirkulære og genanvendelse er så vigtigt. For på den måde får vi et forspring. Man kan energioptimere gamle bygninger, og man har vundet meget ved ikke at starte forfra. Vi kan alle mærke den særlige atmosfære, når vi går ind i et gammelt hus, og den stemning er ofte skabt af, at flere fagligheder er gået sammen. Det er ofte en vidunderlig proces, at flere med hver sin faglighed sætter deres viden i spil. Og der kommer altid bedre resultater ud af det, siger Nina Kovsted Helk.

Og så bør bygningerne samtidig sættes ind i en større klima- og indeklimadagsorden.

Som eksempel nævner hun tre ældre villaer i Randers, som Realdania har købt. Tre familier skal i et år bo der, mens indeklimaet måles. Derefter renoveres boligerne, og så flytter familierne ind igen, så indeklimaet kan måles endnu en sæson.

- Det er et godt eksempel på, at vi stiller viden til rådighed og at vi arbejder på at afprøve og dokumentere effekter, siger hun.

Hvordan oplever Realdania i forhold til de andre steder, du har arbejdet?
- Det er en meget positiv oplevelse. Jeg er naturligvis både stolt, glad og ydmyg over for opgaven. Og det er dejligt at mærke, at organisationen er så velfungerende, så jeg har fået tid og rum til at sætte mig ind i, hvordan Realdania fungerer - og få organisationen helt ind under huden. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141