23948sdkhjf

Han skal stå i spidsen for den digitale revolution

Teknologien har udvisket fagskel mellem arkitekt og ingeniør, siger Christian Holmegaard Mossing, chef for en nydannet forretningsenhed for dataanalyse og planlægning hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras

Det er altid spændende at leve i tider med forandring. Og arbejder man i rådgiverbranchen - som Christian Holmegaard Mossing - er der ingen undskyldning for at kede sig.

Han er chef for en nystiftet forretningsenhed Data, Analyse & Planlægning i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras og kommer fra en stilling som forretningsudviklingschef i Danmarks næststørste rådgivervirksomhed, Cowi A/S. Han har arbejdet med digital transformation af ingeniørforretningen de sidste fire-fem år.

Med den nye afdeling er det planen at kombinere virksomhedens plan- og arkitektdiscipliner med de nyeste digitale værktøjer - herunder avanceret dataanalyse og såkaldt machine learning.

- Arketyperne i byggeriet har ændret sig. Arkitekten sidder ikke længere ophøjet med den bløde blyant, og ingeniøren sidder ikke kun bøjet over sin lommeregner. I dag arbejder vi i de samme værktøjer, og projekterne er bygget af de samme digitale værktøjer. Vi kan nærmest sømløst overtage arkitektens tegninger. Skellet er udvisket på grund af teknologien; og faggrupper smelter mere sammen, siger Christian Holmegaard Mossing til Arkbyg.

- Man siger, at teknologi er til for menneskers skyld, men teknologi ændrer altså de faglige landskaber, og det har den gjort i byggeriet, siger Mossing, der oprindeligt kommer fra vand- og miljøområdet, men har arbejdet meget bredt indenfor rådgiverfaget de sidste 20 år.

- De sidste fem år har jeg stillet skarpt på digitalisering og de tendenser, vi ser. Derfor kan jeg tydeligt se nogle huller, hvor vi i dag ikke fylder værdikæden rigtigt ud, og det er baggrunden for at Data, Analyse og Planlægning kom til verden.

Entreprenører presser rådgiverne
Ifølge Christian Holmegaard Mossing er der tre hovedtendenser: 
1) Rådgivere køber arkitekter og bevæger sig opad i værdikæden. 
2) Entreprenører presser rådgiverne i projekterings- og tilsynsfasen. 
3) Rådgivere køber eller udvikler kompetencer indenfor data science nedad i værdikæden

- Vores afdeling er et modsvar på de tendenser, hvor vi ser på dataøkosystemet - fra den tidligere planlægning til dokumentation og helt ud til håndtering af drift. Det er jo i virkeligheden en cirkulær bevægelse, fordi data fra driften føder direkte ind i den næste planfase og så fremdeles, siger Christian Mossing.

Sælger stadig timer
Han undrer sig over, hvorfor rådgiverbranchen er kommet så sent på den helhedstænkende vogn.

Nye tider i Niras

Den 1. februar blev rådgivervirksomheden Niras´ enheder for Plan og Landskab lagt sammen med store dele af Informatik i den ny forretningsenhed, med 100 medarbejdere, og som Christian Holmegaard Mossing siden har arbejdet med at få på plads.

Fra 1. maj hed enheden AREA (Data, Analyse & Planlægning) og huser syv afdelinger:
MAGI (Mapping & GIS) – Afdelingsleder: Laurids Rolighed Larsen
KISS (KortInfo Software & Support) – Afdelingsleder: Thomas Trier Rokkjær
LAND (Planlægning og Landskab, øst) – Afdelingsleder: Rasmus Dragenberg
CITY (Planlægning og Landskab, vest) – Afdelingsleder: ny ansættelse på vej
ETOS (Antropologi og Sociologi) – Afdelingsleder: Gertrud Øllgaard
PLUS (DKplan & visualisering) – Afdelingsleder: Flemming Mortensen Munck
DASC (Data Science) – Afdelingsleder: Christian Holmegaard Mossing

- Noget af forklaringen kan være, at mens kundernes forretninger er digitaliserede, sælger rådgiverne stadig timer og projekter. Det er en model, der kan være svær at komme ud af, når man først har bygget forretning op omkring det, siger han til Arkbyg.

Han forudser, at rådgiverbranchen kommer til at sælge rådgivning som en service, mere uafhængig af de enkelte projekter.

- Måske kan man sammenligne fremtiden hos rådgiverne lidt med den service, DMI giver. Vi kommer til at kombinere data med fagviden og skal vænne os til, at den viden, der ligger i virksomheden, vil ligge på en dataplatform, hvor vi i højere grad end i dag kan automatisere viden, siger Christian Mossing.

Billigere på den lange bane
Forretningsenheden er oprettet for at imødegå nogle af de bevægelser vi ser indenfor den rådgivende ingeniørbranche, hvor planlæggere, arkitekter og antropologer går tættere på ingeniørdisciplinerne i design- og kontruktionsfasen.

- Samtidig oplever jeg, at tech-leverandører udfordrer os. Og der er også en tendens til at dataopsamlingen, -analysen og -visualiseringen fra den efterfølgende driftsfase er mere og mere central for at kunne lave helhedsorienteret rådgivning. Helst med bæredygtighed i centrum. Og det indebærer jo også god rådgivning om, at selv om anlægsudgifter kan blive lidt dyrere, bliver det langt billigere i drift på en lange bane, siger han.

Den gode by og det gode byrum
Christian Mossing håber, at Data, Analyse & Planlægning vil understøtte bæredygtige beslutninger og forandringsprocesser gennem det han selv kalder "en klog udnyttelse af data".

- I dag er data og digitalisering fundamentet for al planlægning, design og visualisering. Det handler ikke om data, men om hvad data anvendes til og hvordan. Vi er optaget af, hvorfor mennesker gør som de gør, hvad der skaber den gode by, det gode byrum eller landskab. Og hvordan vi kan understøtte en bæredygtig udvikling af vores samfund. Rækkevidden af vores løsninger bliver større, når vi bruger vores evner indenfor datafangst- og analyse - i kombination med avanceret visualisering og brug af kunstig intelligens. Og det er ikke kun sjovt men nødvendigt, mener han.

- Vi oplever jo allerede nu tendenser til, at entreprenørerne bliver projekterende. De store entreprenører har større risikovillighed. Og at ansætte folk, der bygger software op, er for dem en mindre investering end for rådgiverne, pointerer Christian Mossing. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172