23948sdkhjf

En hel afdeling rykker på vvs-messe

Armaturproducent tager hele sin udviklingsafdeling med på VVS’19

En messe er et oplagt sted at komme i dialog med sine kunder. Således også på årets vvs-messe, der åbner i Odense i morgen.

På VVS-messen for to år siden tog armaturproducenten FM Mattsson Mora Group Danmark, der står bag de tre varemærker FM Mattsson, Mora og Damixa, sin kundeservice med på VVS-messe. Og i år rykker en hel afdeling også teltpælene til Odense.

- For to år siden tog vi vores kundeservice med, som vi placerede midt på standen, hvor de sad ved to skriveborde og tog telefoner. Det gjorde vi, fordi det er dem, som installatørerne taler med til daglig, så vi gav vores kunder muligheden for at sætte ansigt på de her mennesker, siger Liza Andersen, der er head of marketing i FM Mattsson Mora Group Danmark.

Hun peger på, at messerne bringer virksomheden tættere på markedet, og dem de servicerer og skal betjene. Normalt er det nemlig sjældent, at der er feedback direkte fra kunden.

I år prøver virksomheden at integrere hele udviklingsafdelingen med seks ingeniører på messestanden.

- De sidder normalt gemt godt væk, fordi det er alle forretningshemmelighederne, de sidder og udvikler. Dem hiver vi frem på standen og indretter et stort område til. Vi inviterer til medudvikling på vores nye produkter, og vi tager en masse 3D-printede produkter med, der stadig er på tegnebrættet og endnu ikke er forkromede, som man kan teste, mærke og få erfaringer fra, siger hun.

Den gode dialog
Den finske familieejede virksomhed Oras producerer elektroniske berøringsfrie armaturer til vask og brus og har været til stede på VVS-messen alle år.

- Vi har været med fra starten og kørt på til nu. Vi kommer hovedsageligt for at møde vores kunder og vise dem, hvad vi har. Det er en rigtig god mulighed for at møde mange mennesker og vise dem, hvad vi er gode til samt vise dem vores nyheder, siger Kasper Thomsen der er country manager i Danmark for Oras.

Det er, ifølge ham, den gode dialog med messedeltagerne og de mange besøgende på Oras’ stand, der gør VVS-messen interessant for Oras. Det er svært at måle præcist, hvad messen betyder for forretningen i kroner og ører, men Kasper Thomsen oplever, at der er en god dialog med kunderne efterfølgende, og han er ikke i tvivl om, at der kommer nye kunder i biksen på messen.

- For os handler det om at sætte nogle idéer i hovedet på folk. Det er ikke nødvendigvis sådan, at folk går hjem med en drøm om at købe en specifik vandhane, fordi de bare må have den. De ser den på messen, og så køber de den til et projekt, hvor de kan se, at den passer ind. Så det er meget fremtidige salg, det drejer sig om, siger han.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125