LICITATIONEN MENER: Mere it-værktøj er ikke et mål i sig selv - det handler om bundlinje
Det er ikke overraskende, at de ældre medarbejdere i byggeriet bruger langt mere it på arbejdspladsen end deres yngre kolleger. En undersøgelse fra Dansk Byggeri viser således, at de ældre medarbejderes jobfunktioner, blandt andet som ledere, nemlig fordrer, at de bruger it-værktøjer oftere end de yngre.
Det er mere overraskende og bekymrende, at undersøgelsen også indikerer, at mange af de yngre har it-færdigheder til at klare mere krævende opgaver, men at de ikke får mulighed for at bruge færdighederne.
Det betyder - alt andet lige - at virksomhederne tilsyneladende ikke har formået at implementere effektive it-værktøjer i hele organisationen. Sat på spidsen, så er brugen af it-værktøj altså stadig forbeholdt lederne i byggeriet.
Nu gælder det jo heller ikke om at have så mange it-værktøjer, som muligt. Det gælder om at have de rigtige it-værktøjer, som gør en forskel i virksomheden. Og så handler det naturligvis om at lade de enkelte medarbejdere håndtere netop de it-værktøjer, som forbedrer for eksempel effektiviteten og dermed i sidste ende virksomhedens bundlinje.
Målet er derfor ikke, at alle i virksomheden skal bruge it-værktøj. Målet er, at de it-værktøjer virksomheden stiller til rådighed for medarbejderne - fra manden på pladsen til direktøren bag skrivebordet - er med til at skabe overblik og styre byggeprocessen og det administrative bagland så effektivt som muligt.
Artiklen er en del af temaet Lederen.