LICITATIONEN MENER: Masser af penge for byggeriets virksomheder i cirkulær økonomi
Det stigende fokus på miljø og bæredygtighed har over de senere år ændret byge- og anlægsvirksomhedernes rammevilkår ganske markant.
Virksomhederne skal i dag orienterer sig i et forholdsvis stort kompleks af krav, regler og love for at sikre sig, at alt bliver udført som det skal. Byggebranchen har på forbilledlig vis formået at tilpasse sig de nye vilkår og mange virksomheder i byggeriet er i dag aktive medspillere i forhold til at udvikle nye, bæredygtige byggemetoder.
Et godt eksempel er nedriver-branchen som for længst har sluppet jernkuglen og forfinet nedrivningsprocessen - og som er klar til yderligere at effektivisere den selektive nedrivning.
Lige nu arbejdes der intenst på at konkretisere begrebet cirkulær økonomi i byggeriet og få implementeret tiltag, som skal gøre det muligt at integrere principperne i alle dele af bygge- og anlægsbranchen.
Også her er virksomhederne aktive medspillere. Gennem årene har virksomhederne nemlig erkendt, at hvis man vil være med til at påvirke rammevilkårene, så må man gøre en aktiv indsats.
I stedet for at se kravene i kølvandet på den cirkulære økonomi som noget besværligt, så skal virksomhederne naturligvis se det som en forretningsmulighed.
Og der er masser af knaldhårde kontanter i den cirkulære økonomi.
Artiklen er en del af temaet Lederen.